Grænser for ansvar - Susanne Holmström

dre værdier end den økonomiske er ikke udelukket fra erhvervslivet, men de fungerer så som økonomisk me-
diatiserede ”og er så inkluderede ekskluderede tredjeværdier, afparadokserede paradokser” (Luhmann
1999:246). Den tilsyneladende bredere værdiorientering, fx i formularen ’people, planet, profit’ og ’den tre-
dobbelte bundlinie’ mediatiseres af økonomien.
Således ser vi i den refleksive periode, hvordan reprogrammeringen mildner den økonomiske kodes ensidig-
hed ved at tage forskellige stakeholder-kriterier i betragtning. Selv om økonomien aldrig genererer sin indtje-
ning ud fra sandhed, sundhed, skønhed, tro, flertallets formodede mening osv, så forsøger økonomien at gøre
sine kriterier kompatible med disse prioriteringer. Jeg vil foreslå, at det er netop i dette perspektiv, vi kan se
tematiseringen af økonomiens omverden som grupperet i stakeholders og et tema som den tredobbelte bund-
linie.
Således vil jeg også pege på, at min analyse illustrerer en langt større kontinuitet i de sociale dynamikker, end
det kan synes på det semantiske felt. Der rykkes tilsyneladende ikke grundlæggende ved samfundets funktio-
nelt differentierede struktur. Tværtimod synes den selektion af variationer, som retenteres i evolutionen, at
styrke de funktionelle grænser. Vi ser tilmed, at protestkommunikationen fra forsøget på en position ’uden
for’ samfundet antager funktionelle træk.
På organisationsniveau ser vi, at økonomien forbliver primat i erhvervslivet og penge-mediet dynamikken;
begrundelsen for erhvervslivets såkaldt bredere samfundsansvar ligger i økonomien. Det er en tautologi at
fremhæve denne sammenhæng – for netop primatet i økonomien er definitorisk for erhvervslivet. En præcise-
ring vil det være at pege på, at vi ikke ser tegn på, at erhvervsorganisationer opgiver primatet i økonomien og
overgår til eksempelvis at være kirker, forskningsinstitutioner, politiske institutioner, familier eller humani-
tære organisationer. Når man taler om fx corporate religion, vidensregnskab, den politiske virksomhed, vær-
diledelse, human rights performance – så ligger det økonomiske rationale som den grundlæggende sondring i
beslutningsprocesserne.
!"% !"% &
Som jeg ser det, sætter den grundlæggende afparadoksering af ’independens interdependens’-paradokset ind
i den refleksive fase.
Paradokset bliver i økonomien sondringen ’betaling betaling’: Altså at det er nødvendigt at se bort fra ind-
tjening for netop at have indtjeningen i fokus; en fokusering på indtjeningen går ud over indtjeningen. Den
afparadokseres gennem overlejring med andre sondringer: ’People, planet, profit ingen indtjening’. Kontin-
gensblikket på egen grænse afparadokseres til nødvendighed: Profit er nødvendig for people, planet. ’Særin-
teressen’ i ’fællesinteressen’ – og omvendt. Fra det i et funktionsdifferentieret samfunds paradoksale begreb
etik, som det traditionelt anvendes som universel fordring, ændres sagen til at dreje sig om ’tredobbelte bund-
linier’ eller om ’værdier’ som et nyt inviolate level.
På den sociale dimension afparadokseres forholdet mellem independens og interdependens ved at se den in-
terdependente omverden som stakeholders og alliancepartnere ud fra økonomiens independente kriterier.
På den temporale dimension afparadokseres det forhold, at hensynet til betalingskommunikationen tilsynela-
dende hæmmer betalingskommunikationen, med sondringen nutid/fremtid: Hvis der nu tages mindre hensyn
til betalingsprocesserne, så er det fordi de fremmes på det længere sigt.
I erhvervsorganisationer bliver paradokset forholdet mellem beslutningsprocessernes independente imperativ
– og forventningerne om en polykontekstuel reference. Det er forhold, som gælder ikke kun organisationer
295