Grænser for ansvar - Susanne Holmström

strerer, hvordan vi kan se forskellige aspekter ved organisation og beslutning afhængig af distinktionens ydre
side, ”refleksionsværdien” 87 .
B ( 6
Den centrale operation, som adskiller organisation fra andre sociale systemprincipper (samfund, interaktion,
funktionssystem), er beslutningen forstået som fiksering af sociale forventninger. Det er gennem sine orga-
nisationer
! Y% !6 "##)$"#%
Funktionssystemer kan ikke beslutte, og derfor er
2 9
9 5 N N ! "##)$B)%
Organisationer defineres således som autopoietiske systemer, hvis operative basis er kommunikationen af be-
slutninger (Luhmann 1997a:830). Eller kort: Som beslutningens autopoiesis (Luhmann 2000a:180). Beslut-
ning er iagttagelse ved hjælp af sondringer udfoldet som alternativer, hvor begge sider af sondringen er mar-
keret 88 . Beslutningen markerer så den side, den foretrækker. Gennem den løbende beslutningsproces sætter
organisationen sine grænser over for varierende (og som altid: selvkonstruerede) omverdener ved at opret-
holde bestemte sociale forventninger.
Kilden til al intern usikkerhed er omverdenen, netop fordi den ikke kan nås og er en systemintern konstrukti-
on. Men igen: Som omverden gælder kun, hvad der kan skabes gennem organisationen – om end den gives
status som ’virkelighed’. Således drives beslutningerne af selvskabt usikkerhed, som løbende genskabes gen-
nem differencen mellem viden og ikke-viden, men som ikke er et resultat af en forudgiven omverden. Den
usikkerhed, der er beslutningsprocessernes drivkraft, produceres altså af organisationen selv. Således bliver
en organisation ramme om permanent usikkerhed, som opløses og genskabes ved hjælp af beslutninger. Igen
og igen. Usikkerheden forvandles ikke – og skal heller ikke forvandles – til varig sikkerhed. Så ville beslut-
ningsprocesserne og dermed organisationssystemet ophøre. Usikkerhed er den vigtigste ressource for syste-
mets autopoiese. Beslutninger fører ikke til sikkerhed, men skaber nye forskelle – nye iagttagelsesskematik-
ker – og ændrer kontingensens form. Igen ser vi, hvordan vi kan forstå socialsystemer som født med en eksi-
stentiel forandringsdynamik 89 :
! "### $(