Grænser for ansvar - Susanne Holmström

+ -
Med Brent Spar sagen i 1995 opleves det skifte, der synes at have været undervejs længe. Casen ses som et
symbol på ændringerne i forholdet mellem erhvervslivet og samfundet i øvrigt.
Det breder sig som god praksis for de fleste iagttagere i feltet at være med i forhandlingsfora, for erhvervsli-
vet at regne med en ’triple bottomline’, udgive sociale regnskaber mv. Der indføres standarder for sam-
fundsansvar, mærkning, benchmarking og verificering af virksomheders bæredygtighed.
Spørgsmålet lyder sjældnere: Tager erhvervslivet hensyn til sin omverden? Men snarere: Har organisationen
et etisk regnskab? En stakeholder-model? Et socialt regnskab? En værdiformulering? Efterhånden ser det ud
til, at det snarere bliver processerne, metoderne til at organisere, måle, kontrollere og signalere denne hensyn-
tagen, der tematiseres.
+ ( / 1
Erhvervslivets omverden medvirker til at udbrede den ’gode praksis’ gennem institutionaliserede forhand-
lingsmønstre og -modeller. Stadig flere fora går ind på erhvervslivets sprog med etablering af retningslinier
for alternative regnskaber, kontrol, mærkning, certificering, verificering.
Der er ved at være en stigende erkendelse af, at det bedste er at indarbejde menneskerets- og miljønormer i WTO. Hvis
markedet alene skal regulere, bliver det uensartet.
Citat 105: Forskermedarbejder Jens Schierbeck, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Jyllands-Posten 97-12-31.
Global Reporting Initiative (CERES, FN) konstaterer, at selv om mindst 2.000 virksomheder rundt om i ver-
den ’frivilligt’ rapporterer om deres økonomiske, miljømæssige og sociale politikker, praksis og performan-
ce, så er ”denne information generelt hverken konsistent, komplet eller urevideret”. GRI lancerer derfor sine
Sustainability Reporting Guidelines i London i 1999 med ambitionen om at fremme “veletablerede rapporte-
ringsprincipper som kan anvendes konsistent fra en rapporteringsperiode til den næste”, bl.a. fordi “en fælles
referenceramme vil gøre det muligt at benchmarke og identificere de bedste praksisser”:
A generally accepted framework for sustainability reporting will enable corporations, governments, NGOs, investors, labour,
and other stakeholders to gauge the progress of organisations in their implementation of voluntary initiatives and
toward other practises supportive of sustainable development. At the same time, a common framework will provide
the basis for benchmarking and identifying best practises to support internal management decisions.
Improved disclosure of sustainability information is an essential ingredient in the mix of approaches needed to meet the
governance challenges in the globalising economy. Today, at least 2,000 companies around the world voluntarily report
information on their economic, environmental, and social policies, practises, and performance. Yet, this information is
generally inconsistent, incomplete, and unverified. Measurement and reporting practices vary widely according to industry,
location, and regulatory requirements.
Citat 106: Fra Global Reporting Initiative (GRI 2002) mf.
Tilsvarende taler FN om “en bedre og mere udbredt fælles forståelse af, hvad der konstituerer ‘god praksis’”
ved lanceringen af The Global Compact i 1999:
The Global Compact is not a regulatory instrument or code of conduct, but a value-based platform designed to promote
institutional learning. It utilizes the power of transparency and dialogue to identify and disseminate good practices
based on universal principles.
The purpose (…) is to create a forum showcasing what works and what doesn't (…), resulting in a better and more
broadly shared understanding of what constitutes "good practices".
Citat 107: Fra lanceringen af FNs Global Compact i 1999 (UN-Global-Compact 2001) mf.
146