Grænser for ansvar - Susanne Holmström

struere de sociale selvfølgeligheder, vi omgiver os med i form af samfundet – som det er denne afhandlings
ultimative ambition. Med forståelsen af iagttagelsen som erkendelsesproces og som det centrale analysebe-
greb i systemteorien ser vi således
1) at erkendelsesteorien ligger under hele den socialsystemiske teorikonstruktion. Jeg vil i næste kapitel
nærmere behandle systemteorien som erkendelsesteori og peger på, at den evolution i samfundets regule-
ringsformer og i forventningerne til erhvervslivets legitimitet og samfundsansvar, som jeg efterhånden frem-
analyserer, omhandler de sociale filtre for vor erkendelse af virkeligheden – dvs forhold, der i hverdagen
gennemgående accepteres som selvfølgeligheder, som virkeligheder, hvorfor mine fremanalyseringer vil fo-
rekomme kontra-intuitive og stride mod common sense – men netop derfor i mit blik bliver så nødvendige i
bestræbelserne på at generere indsigt.
2) at forskeren må gøre sig sine iagttagelsessondringer klar. Jeg fremlægger derfor så detaljeret mine iagtta-
gelsers sondringer, fordi de bliver afgørende for, hvad jeg ser – og ikke mindst for, hvad jeg ikke ser. Men vil
jeg se alt, ser jeg ingenting.
3) at vi må fremanalysere de iagttagelsessondringer, der er aktive i det empiriske felt bag forventningerne til
erhvervslivets rolle og ansvar i samfundet – hos (synkront) vekslende iagttagere og (diakront) skiftende over
tid.
Således vil iagttagelsesbegrebet blive bærende i de senere overvejelser; først og fremmest som kernen i selve
den erkendelsesteoretiske tilgang, som ligger under hele afhandlingen, men også som udgang for iagttagelsen
af selve samfundets formprincip, for forståelsen af afparadokseringsbestræbelser som en drivende dynamik i
evolutionen; for de basale muligheder for de sociale processer som begrænset af en evig oscilleren mellem
åben-og-lukkethed i kommunikationssystemer; og for sondringen mellem 1. og 2. ordens iagttagelser og re-
fleksion som den særlig 2. ordens iagttagelse, der evolverer i løbet af den iagttagede periode som grundprin-
cip for samfundets koordinering som polykontekstreferentiel selvlegitimering og for den særlige refleksive
praksis i erhvervslivet, jeg vil fremanalysere.
" )
Udfoldelsen af kommunikation og iagttagelse som de basale operationer i fremanalyseringen af sociale pro-
cesser kan antage en næsten naturvidenskabelig eller socialteknologisk karakter. Netop disse forhold giver os
muligheden for indsigt ved at synliggøre det usynlige, de sociale processer, og iagttage dem nøgternt uden
normative blokeringer.
Når vi ser de sociale processer som kommunikative processer, hvis dynamik det er at fortsætte sig selv, kan
vi indkredse hovedproblemet for det sociale som fortsættelsen af disse kommunikative processer.
Når vi ser iagttagelsen som det element i de sociale processer, der skaber pirring, information og fornyelse –
som både hviler i kommunikationen og nærer kommunikationen – så forstår vi også iagttagelsens konditioner
og karakter som central i fremanalyseringen af forandringer i de sociale processer, i evolutionen.
I det følgende vil jeg føre det metateoretiske paradigmeskifte videre igennem. Først som del af den metateo-
retiske rekonstruktion, hvor jeg sætter en teori, der baserer erkendelsen i disse selvorganiserende sociale me-
kanismer, ind i en samtidig videnskabsteoretisk referenceramme. Derefter vil jeg vise, hvordan der over disse
tilsyneladende simple sociale mekanismer evolverer højkomplekse samfund. Det vil jeg gøre for at sandsyn-
liggøre den evolution, jeg fremanalyserer i de efterfølgende dele af afhandlingen.
62