Grænser for ansvar - Susanne Holmström

vægte forskellige stakeholder-interesser eller den offentlige mening højere end indtjeningen i sine beslut-
ningspræmisser, svækkes forventningsstrukturerne, kommunikationsprocesserne slækkes, og efterhånden op-
løses organisationen. Den kan måske genopstå som en anden type organisation, men det er en anden historie.
Refleksion formulerer systemet som difference (system omverden), fremstiller det som kontingent enhed og
sammenligner det med alternative muligheder. Ved at se sig selv som adskilt fra omverdenen, opnår systemet
en synliggørelse og dermed en vis kontrol af sin operationsmodus. Det kan forsøge at ændre sig. Her balance-
rer systemet mellem at sætte sine grænser på og i spil, lededifference og iagttagelsesskematik.
Vi kan således fremanalysere, hvordan tematiseringen af erhvervslivets samfundsansvar mod slutningen af
1900-tallet synes at sætte erhvervslivets grænser PÅ spil. Økonomisondringens blindhed og manglende sensi-
tivitet i forhold til samfundet i øvrigt, til naturen og til mennesket problematiseres. Det fører efterhånden til
resonans i økonomisystemet, som i en kort periode synes at gøre selve sin grænse til konflikttema (jf fx Citat
76). Resultatet af økonomisystemets refleksive syn på sig selv i den større samfundsmæssige kontekst blev
ikke en nedbrydning af grænsen, men snarere afklaring af den økonomiske lededifference (jf fx Citat 102) og
en omprogrammering af den økonomiske iagttagelsesskematik, som jeg ser det. Organisationer, der gennem
en høj grad af refleksion har udviklet deres egenkompleksitet, er i stand til at være åbne på en anden måde
end formelt regulerede organisationer. De har tilstrækkelig egenkompleksitet til at medreflektere fremmedre-
ferencer og samtidig bevare deres identitet, deres independens. Gennem at sætte den sekundære iagttagelses-
skematik i spil undgås det tilsyneladende, at grænsen sættes på spil, og i det store blik: Faren for integration i
traditionel forstand afværges. Samfundets uddifferentierede formprincip bevares. Mere om det i analysen af
evolutionen i de to næste dele.
2) Dernæst: Refleksion er ressourcekrævende. Den ’fordobler’ kommunikationsprocesserne og gør beslut-
ninger og beslutningsforløb langt mindre entydige end i det monokontekstuelle perspektiv. Det svækker for-
ventningsstrukturerne og kan overbelaste de kommunikative processer. Det er her, jeg senere vil pege på,
hvordan vi kan fremanalysere aflastende processer i både isomorfi og rutinisering.
3) Refleksion fører til øget sensitivitet og dermed omverdensrelevans – men det kan heller ikke uden videre
bedømmes positivt. Vi ser blottelser og ofre på det korte sigt som indsats for eksistensen på det lange sigt 194
og et voldsomt input af iagttagelser, som presser informationsbearbejdningskapaciteten. Vi ser en vækst i
stakeholder-afdelinger, kommunikationsafdelinger, medierådgivere – alt udtryk for opbygningen af intern
kompleksitet, der skal modsvare sensitiviteten over for den større omverden, som refleksionen rekonstruerer
som relevant. Men som Thyssen pragmatisk bemærker:
251
!3 "### $>)%
Således lurer også faren for omvendt at blive for irritabel, så kommunikationsprocessernes informationsfor-
arbejdningskapacitet overbelastes og processerne løber løbsk. (Det kan vi relatere til fx en virksomhed udsat
for en intens nyhedsmediebåren krise, som kan sætte de kommunikative processer i panik. Vi kan også se det
som et karakteristisk træk i vor tids hyperirriterede samfund.)
4) Refleksion har paradoksale træk. Når økonomien forsøger at iagttage sin ledeforskel ved hjælp af sin egen
ledeforskel gennem en genindføring af grænsen ’system omverden’ i sig selv, ryger den ind i sit paradoks –
et af socialsystemteoriens bærende begreber. Det kan føre til en blokering af kommunikationen, dvs svækkel-
se og efterhånden opløsning af systemet, som oscillerer i en ubestemthed uden sikre forventninger som rette-
7 L % + ) *" % )+ . ( " % * ; *" ! '