Grænser for ansvar - Susanne Holmström

tionelle beslutningstager er opløst i ’differentieringsteoriens syrebad’ (Tacke 1999:71) 90 . Luhmann radikali-
serer således senmoderne organisationsteoris tendens, når den trækker tæppet væk under begrundelser i ratio-
nalitet, om end i visse versioner en begrænset rationalitet 91 . Hvor organisationer traditionelt beskrives og be-
skriver sig selv som målrettede og rationelle, så bliver de i det systemteoretiske perspektiv sociale mekanis-
mer, som uophørligt absorberer usikkerhed gennem at beslutte. En usikkerhed, som altid er konstrueret af sy-
stemet selv. Oscilleringen mellem fremmed- og selvreference, viden og ikke-viden kan ikke omdannes til vi-
den ved en beslutning. Beslutninger producerer ny usikkerhed, så processen fortsætter som en evighedsma-
skine. Og denne fortsættelse bliver den egentlige drivkraft for organisationer, når først autopoiesis-processen
er i gang. Som vi så for andre systemformer – som især økonomisystemets betalingsprocesser – , beskrives
også organisationssystemer ud fra den cirkulære, selvreferentielle rationalitet, hvor mål og middel på en gang
er hinanden. Målet er fortsættelsen af de autopoietiske beslutningsprocesser. Midlet er de autopoietiske be-
slutningsprocesser. Det er en af de sociale processers paradoksier.
Jeg vil således i den analytiske iagttagelsesoptik inddrage det forhold, at det alternativ, som organisationen
beslutter ud fra, er konstrueret af organisationen selv. Dvs at de muligheder, en organisation kan vælge imel-
lem, altid hviler i beslutninger truffet af organisationen selv (selv om organisationen afparadokserer dette
forhold ved at tillægge det omverdenen). Tilsvarende, at vi ikke kan tilskrive organisationen en teleologisk
eller strategisk målrationalitet, men en cirkulær dynamik, som fortsætter de organisatoriske beslutningspro-
cesser.
B " .
Qvortrup læser Luhmann således, at organisationer kan begrundes med behovet for reduktion af kompleksi-
tet:
S 2
93
!@ (;;