Grænser for ansvar - Susanne Holmström

hvor målet altså er midlet og omvendt. Den klassiske mål-middel-rationalitet er opgivet og erstattet af en
selvreferentiel cirkulær systemrationalitet, hvor kommunikationsprocesserne begrunder sig selv.
Luhmanns medieteori refererer til Talcott Parsons teorier fra 1950erne og -60erne (Parsons 1951; Parsons
1967; Thyssen 1991) 70 , men adskiller sig så radikalt, at en sammenholdning netop får den overvejende funk-
tion at illustrere, hvor anderledes Luhmann tænker symbolmedier. Parsons introducerer begrebet symbolsk
generaliserede medier som en slags sociale standarder, der inden for forskellige af samfundets områder skal
sikre en vis helhed og fælles styring. Ifølge Parsons har moderne samfund splittet sig op i funktionsom-
råderne det økonomiske system, det politiske system, det integrative system og det værdisikrende system
med hver sit fælles, styrende medie: Penge, magt, indflydelse, forpligtelse. Men dels går Luhmanns princip-
per langt ud over Parsons' fire hovedsystemer; dels adskiller de sig på afgørende punkter: Skematikken er ik-
ke så væsentlig som princippet, og funktionsmediernes antal er legio. Iagttages et funktionsmedium, får det
eksistens 71 . Men væsentligste forskel er, at Luhmann vender det teoretiske perspektiv 180°. Hvor Parsons
mener, at symbolmedier er blevet til for at gøre samfundets kompleksitet håndtérbar – så mener Luhmann, at
det er symbolmedierne, der muliggør et så komplekst samfund. Vi er ude over traditionelle funktionalistiske
forklaringsrammer. Luhmann vender den strukturfunktionalistiske systemteori på hovedet i sin funktionelt-
strukturelle tilgang, og det har vidtgående konsekvenser, i første omgang for teorien, men efterfølgende for
min analyse. Det er nemlig her, min tilgang vil se på, hvordan evolutionen alene kan kvalificeres i stigende
kompleksitet – uden at vi derfor implicerer en fremskridtstro, som begrebet evolution ofte bærer. Med Luh-
manns ord er evolutionen af de funktionelle symbolmedier således
!' % ,
&
/
! (;;;$>( %
Således distancerer teorien sig fra normative og/eller legitimerende forklaringer. Kommunikationens dyna-
mik er alene ‘at give sig en chance for succes’ (og omvendt heller ikke at konservere strukturer). Sociale sy-
stemer er på det analytiske niveau ikke sammenvævet af et bindende, kollektivt delt norm- og værdimønster.
Det forhindrer ikke, at sådanne forestillinger kan forekomme empirisk og vil kunne fremanalyseres som fore-
stillinger – som vi fx vil se det i begrebet ’den offentlige mening’(jf V.2.4). Men det er således her, min til-
gang vil være at se netop forskellene i de sociale dynamikker – dvs grænserne imellem de funktionelle sy-
stemer –, og se bevarelsen og styrkelsen af disse grænser og dermed af de sociale dynamikker som kommu-
nikationens både mål og middel, udtrykt i lededifferencen ‘nedbrydning af grænser samfundsmæssig vækst’.
+ " ) 7
For det tredje ser vi her en dynamik, der fører til kondensering, til identitet – stabilisering af forventnings-
strukturer. Men vi ser også afhængigheden af den grundlæggende forskel. Nedbrydes grænsen mellem sy-
stem og omverden, opløses systemet. Dette forhold bliver en af de præmisser, min fremanalysering vil kredse
om med fokus på samfundets uddifferentierede funktionssystemer (jf 4.2). Funktionssystemer organiserer
den kollektive iagttagelse. De
8 1 + ! : 4 ! + * & % - % + & ! !
% ! 2 ' : $ ! + ! + * " !'
8 O %; + ; & ! & ! & " ' '. & " ! )
! " ! + $ ! ! ! , % & 2 ! & $ 2& % ! )
!% ; ! 0@ "; * + *@ ; @ " ! @
! " ; !@ + * ! ! % ; @ !$ ! # % % #@ * $ % @
@ ! ; * @ ; " 2 ' ,O %; "0
77
2