Grænser for ansvar - Susanne Holmström

( .
Mod vejs ende i denne afhandling genkender jeg i en passage hos Luhmann afhandlingens proces, strategi,
ambition og potentiale i kondenseret form:
!(% 5 2
!"%
!)% 2
!+% !B%
1 2
! (;=;A(;;)%$= ! %
Således er det mit forslag, at vi vil kunne se de forståelser og praksisser, der siden er groet til selvfølgelighe-
der i samfundet, som problemløsninger, de sociale processer har evolveret som aflastning af egne belastnin-
ger. Tilsvarende har jeg vist dels, hvordan vi kan se en vekslende række af problemløsninger ligge under
praksisformer og begrundelser i dag – dels, hvordan vi kan se problemløsningerne undervejs i evolutionen
blive til problemer, som atter aktiverer nye løsningsbestræbelser.
Konsekvensen bliver samtidig et anderledes syn på problemer og problemløsninger, eksempelvis: De be-
grundelser og praksisser, der i dag kan ses som resultatet af den iagttagede periodes evolution i forventnin-
gerne til erhvervslivet, ser vi med den socialsystemiske optik ikke som rationelle bestræbelser på at udvikle
større hensyn til miljø og mennesker – mod et bedre liv, en bæredygtig natur –, men som samfundets forsøg
på at løse problemerne med sin egen fortsættelse. Protestkommunikation bliver en løsningsmanøvre, der mid-
lertidigt rusker op i det funktionsdifferentierede samfund og dermed er med til at bevare det. Hvorimod re-
fleksive legitimeringsformer bliver et problem, der sætter grænser på spil og samfundet i en hyper-irriteret
tilstand. Her bliver løsningen en rutinisering af refleksionen i regnskaber, rutiner, modeller osv – en løsning,
der i antropocentrisk orienteret teori snarere ville tematiseres som et problem.
De begrundelser og praksisser, vi daglig tager for givne, kan vi se som ’reimprægneringer’ af samfundshu-
kommelsen, som resultat af samfundets løbende løsninger på sine problemer med sin selvfortsættelse. Hu-
kommelsen er selektiv og glemmer det meste. Afhandlingens potentiale ligger dels i at påvise dette forhold,
men også i rekonstruktionen af den kontekst, der har imprægneret den ’virkelighed’, vi nu befinder os i 238 . Vi
kan – med begrænsningerne i den blindhed, som først og fremmest tiden fører med sig – trævle de til kom-
pakte begreber og ontologiserede forestillinger evolverede fænomener op, opløse dem og nå frem til den ’ra-
tionalitet’, Luhmann opererer med:
- : : : 2
: ! "### $++=%
Det bliver i teoriens synliggørelse af det naturlige og dagligdags som kunstigt og kontingent, det refleksive
potentiale bliver åbenbart, og hvor også et i mit blik langt større kritisk potentiale ligger end i såkaldt ’kritisk
teori’, om end vi straks ledes videre i et paradoks. For hvordan skabe ændringer (hvis det er det, man vil), når
man netop har fremanalyseret de evolutionære kræfter, som ”ikke muliggør andre normative tilgange end det
oplysningsprojekt, der ligger i uden fordomme at skabe beskrivelser af samfundsdynamikker, der er på højde
med hvad der faktisk foregår” (Harste 1997:79)? Her er det min position, at vi først ved netop at se de sociale
dynamikker – uden fordomme – gives en mulighed for at tage et forandringspotentiale i anvendelse. Den
producerede indsigt i en afhandling som denne kan udnyttes på to planer – det sociale og det psykiske.
= WA " " !; " % ' C % & ! * ! & ! ! ' C ; !
% , ! . # #0 * ! % ! ! + & + & ! !
+ ! ; % # ,- % 77/ 777.80'
364