Grænser for ansvar - Susanne Holmström

at ophæve selvreferencen til fordel for fremmedreference. (Som når man fx underlægger sig ’den offent-
lige mening’; eller som når politiksystemet som i totalitærstater dominerer andre systemer; så brydes
grænserne ned, og den kommunikative dynamik slækkes.)
i forlængelse af refleksion (V.3.2.2) at lade kontingenskendelsen true egne grænser. (Her trues de kom-
munikative processer med blokade, når systemet begynder at tvivle på sin egen mening.)
at løbe ind i sit paradoks og kortslutte sig selv. (Som når erhvervslivet forsøger at spørge, om det nu også
kan betale sig at lade indtjeningen være rettesnoren.) Jeg vil undervejs udfolde denne pointe yderligere til
det forslag, at den stigende tematisering af samfundsansvar mindre end udløst af voksende omverdensbe-
lastninger kan ses som udtryk for en afparadoksering af paradokset ’independens interdependens’ – et
paradoks, der ellers ville blokere den samfundsmæssige kommunikation.
Funktionsdifferentieringen har betinget moderne velfærdssamfund – men er ikke uden indbyggede problemer
for sin egen fortsættelse. Det er her, jeg fokuserer på, hvordan vi i senmoderniteten kan iagttage, at disse
kommunikative systematikker har stabiliseret sig i en grad, så vi oplever en meget stor specialisering og op-
splitning i samfundet – og tilsvarende en større gensidig afhængighed funktionssystemerne imellem end no-
gensinde. Der er langt fra traditionelle samfunds multifunktionelle indretninger – såsom familiebrug, feudal-
gods osv – til en erhvervsvirksomhed i dag, som bekender sig til sin afhængighed af en lang og voksende
række stakeholders. Jo mere specialiserede og uafhængige funktionssystemerne stabiliserer sig – jo mere
gensidigt interdependente bliver de.
Sammenhængsmekanismerne tager form af strukturelle koblinger, der forbinder alle funktionssystemerne
med hinanden og indeholder dem i samfundet 82 . Med den monofunktionelle differentiering erstattes tidligere
samfundsformers multifunktionelle indretninger af den gensidige afhængighed de independente funktionssy-
stemer imellem – en afhængighed, som øges med stabilisering af independensen. Økonomien bliver afhængig
fx af videnskaben for ny viden; af uddannelsessystemet for kompetente medarbejdere; af det juridiske system
for fx ejendomsret, konkurrencelovgivning; af det politiske system for en basal infrastrukturel regulering.
Luhmann erindrer som eksempel på den gensidige afhængighed ”om, at atomkraftværker kun kunne indføres
økonomisk, fordi det var politisk muligt at forudse en juridisk ansvarsbegrænsning for ulykker” (Luhmann
1996a:57).
Strukturelle koblinger bliver mekanismer, som overvejende i institutionaliseret form overfører informationer
imellem systemerne på en måde, der tilgodeser de autopoietiske processer – alt fra miljøafgifter (kobling
mellem politik og økonomi) til pressemeddelelser (kobling mellem andre funktionssystemer og masseme-
dia) 83 , som ”omformning af analoge (samtidige, kontinuerlige) forhold i digitale, som vil kunne behandles ud
fra et enten/eller skema, og videre intensivering af bestemte baner af gensidig irritation ved høj indifference
over for omverdenen i øvrigt” (Luhmann 1997a:779).
Det er således indretninger, som forskellige systemer kan lægge beslag på hver på deres måde. Jeg ser fx en
pressemeddelelse fra en erhvervsvirksomheds kommunikationsmedarbejder ud fra et økonomisk funktions-
primat som strukturel kobling til massemedia, der følgelig kan overtages af journalisten efter +/÷ nyheds-
sondringen – også på børsredaktionen. Eller en bøde som en analog form, der oprindelig er indkodet ud fra
retssystemets +/÷ ret-sondring, og så igen i erhvervslivet afkodes efter den digitale sondring +/÷ betale. An-
= #( ; " % ! % ! " ! # ,- % 778 .8870'
= C " ! ! * & ! ! !! !
; & " ! + ; ; + ! " ! , ! * 0'
88