Grænser for ansvar - Susanne Holmström

Andre blinde pletter er mine valg af problem- og iagttagelsesfelt. Jeg ser fx ikke menneskets indflydelse på
de sociale processer; heller ikke økonomiske konjunkturer eller teknologiudviklingen eller globaliseringen.
Selvfølgeligheder og blinde pletter kan ikke undgås. Min iagttagelse er en 2. ordens iagttagelse i forhold til
det iagttagede. Men min udgang kan ultimativt kun være en 1. ordens iagttagelse, hvor meget jeg end forsø-
ger at undgå ’at praktisere ontologi som fænomenologi’:
/ 2
9
! (;;> $;)%
Som jeg ser det, er en høj abstraktionsgrad den eneste vej til at forsøge i størst mulig udstrækning at undgå, at
de selvfølgeligheder, som jeg er viklet ind i, skygger for indsigt. Det bliver en abstraktionsgrad, som tvinger
til konstant undren, til konstant at spørge ind på felter, hvor andre blikke måske vil se mine analyser, opløs-
ninger af synteser, som forsøg på akademisk skoleridt. Sådan er det ikke intenderet. Tværtimod. Det teoreti-
ske univers, afhandlingen bevæger sig i, giver i mit blik netop en stor tydningskraft på praksis.
Det er klart, at vi får forskellige ’virkeligheder’ og forskellige forståelser af samfundets belastningsproblema-
tikker og moderniseringsdynamikker med de forskellige briller, som hhv et antropocentrisk og et polycentrisk
paradigme udstyrer os med. Det antropocentriske viser os en verden, vi umiddelbart synes at kende. Det viser
os samfundsforståelser, der et eller andet sted forekommer os sandsynlige, eller bare sympatiske. Anderledes
er det med den rekonstruktion, jeg her vil udfolde. Her er kunsten at distancere sig fra det velkendte for at
kunne fremanalysere de paradokser og de blinde pletter, der er iagttagelsens præmisser – at rekonstruere de
umarkerede sider af de iagttagede sondringer. Jeg vil netop ikke udfordres til at sige: For bedre at kunne se,
hvad der foregår. Men bare: For at kunne se det på en anden måde, som måske giver mere mening på det
samfundsstadie, vi nu er i.
Vil vi se alt, ser vi ingenting.
38