Grænser for ansvar - Susanne Holmström

eller ’samfund natur’. Det fører tilsyneladende til en stabilisering i organisationer – som fx WWF, Amnesty,
Oxfam, Greenpeace; som løbende forynger temaet med deltemaer, og som institutionaliserer protesten i for-
skellige forhandlingsfora i udkanten af det politiske system. Her kan vi se konturerne af et nyt funktionssy-
stem vokse frem, hvor den økologiske lededifference omverden/samfund måske teknificeres som binærkode.
Imidlertid ser vi så også, hvordan samfundet fortsat konstant producerer modbevægelser, som dukker mere
eller mindre kortvarigt op, så samfundets dominerende kommunikation ikke stivner i sig selv (fx Attac, Glo-
bale Rødder).
5) Det nye blik: Med den iagttagelsesskematik, jeg her har ridset op, ses protestkommunikationen som kom-
plementær i forhold til den dominerende samfundskommunikation. Den ses som en del af samfundets eget
immunforsvar i samfundets bestræbelser på at fortsætte sig selv som funktionsdifferentieret: Der synes ikke
alternative samfundsformer til rådighed, som ville kunne rumme en tilsvarende kommunikativ kompleksitet.
Hermed opnår vi en ny følsomhed i iagttagelsen af det empiriske felt. Luhmann peger netop på i forholdet
mellem protesten og dominansen at se en difference mellem immunsystem og forventningsstruktur. Det er en
anden reduktion end den ’almindelige version’, en reduktion, der overvejende har set sociale bevægelser ale-
ne som ’stimuleret af moderne kapitalismes politisk-økonomiske kompleks’:
' 2
2
2
4 2
5 5 5: 2
! (;