Grænser for ansvar - Susanne Holmström

Kernen i Luhmanns socialsystemiske tilgang er, at det netop ikke bliver mennesket, men socialiteten, der nu
er omdrejningspunktet for iagttagelse og analyse. Uden mennesker ville socialiteter slet ikke opstå og repro-
duceres, men iagttagelsens analytiske fokus er flyttet til det sociale for netop at begribe dette i sin særlige
egenart, for at kunne analysere det selvorganiserende filter, som forskellige verdener og virkeligheder kom-
mer til syne igennem, og opløse og rekonstruere det iagttagede. Og det vil sige fokus på hele denne super-
abstraktion, der får vores komplekse hverdag til at fungere nogenlunde gnidningsløst.
Denne proces, som kan forekomme hyper-abstrakt, kan vi dagligt observere både tilblivelsen og effekten af.
Hypotesen om, at kommunikationen antager sit eget selvreferentielle liv, at fordobling af usandsynlighed fø-
rer til sandsynlighed og normalitet – det er en tilgang, der måske vil forekomme kontra-intuitiv; om ikke an-
det så i dagligdagen, ellers ville dette ’trick’ jo ikke virke. Men i en videnskabelig ramme er hypotesen for
mig intuitivt så frugtbar, at den vil ligge som en af de grundlæggende forståelser afhandlingen igennem.
Imidlertid er det ofte her, man indimellem kan spore en aggression i forhold til teorien. Om man i stedet an-
lagde et åbent og nysgerrigt sind og i øvrigt forstod, at det at fremlægge en iagttagelse af et sagsforhold ikke
er det samme som at legitimere det, at der er forskel på klarsyn og kynisme, og at det i øvrigt ikke hjælper at
skyde budbringeren. Sådanne reaktioner ser jeg i mit analytiske perspektiv snarere som afparadokseringer af
især distinktionen ’samfund menneske’, som overlejres med andre forskelle.
Der er adskillige pointer at hente, hvis man vil vælge at forstå samfundet i den skitserede teoriramme. Vi ser
dels, at vi ikke kan tale om samfundET i en ontologisk forstand. Der er lige så mange samfund, som der er
perspektiver, og ingen kan gøre krav på at være mere rigtig eller sand end andre. Men vi ser også muligheden
for en præcision i iagttagelsen: Vi kan afkræve hvert perspektiv en reference, og finde en begrundelse i på-
gældende systemsondringer. Samtidig aner vi også de konflikter, der er indbygget i samfundskonstruktionen,
og som jeg ser som dynamikkerne i mit genstandsfelt.
Paradigmeskiftet medfører således en iagttagelsesskematik, som ser
en selvorganiserende social evolution til forskel fra både forestillingen om rationelle, frie borgeres fælles
ræsonnement som styrende for samfundets udvikling, og fra intentionelle interessers magtspil; en optik,
der er følsom over for processerne både i samfunds- og organisationsdimensionen.
en evigt foranderlig men grundlæggende stabiliserende dynamik til forskel fra forestillinger om basale
transformationer i samfundet; respektive i organisationer
en cirkulær rationalitet til forskel fra forestillinger om hhv systemrationalitet eller livsverdensrationalitet;
social rationalitet er formålsløs i substantiel forstand; formålet bliver altså hverken et bedre liv for flest
mulige mennesker i samfundsdimensionen eller større indtjening i den økonomiske dimension – men at
holde de kommunikative processer kørende, der udgør samfundet (incl. på organisationsdimensionen)
legitimitetsforståelser som selvreferentielle, uddifferentierede til forskel fra forestillinger om fælles,
overgribende normer
Netop med en polycentrisk samfundsbeskrivelse bliver det klart, at der ikke kan gøres fordringer på et koor-
dinerende center i samfundet – som politiksystemet eller et offentligt ræsonnement –, som konstituerer de
forventninger, der kan stilles til erhvervslivet. Billedet bliver betydeligt mere komplekst i en polycentrisk
samfundsbeskrivelse, når gamle idealer og forestillinger analyseres itu, og vi i stedet ser et utal af ganske for-
skellige perspektiver, hver med en fordring om at være samfundet, justere sig efter hver sit virkelighedsbille-
de i et hyperkomplekst netværk af stigende independens og tilsvarende stigende interdependens. Med et om-
vendt mikroskop ville vi kunne iagttage samfundet som myriader af celler bestående af kommunikations-
strømme, som bryder frem, skubber til hinanden, opsluger hinanden, opløses, deler sig. I hver celle er der til-
105