Grænser for ansvar - Susanne Holmström

( . $ .
Traditionelt har videnskaben forklaret social forandring ud fra en antropocentrisk handlingsforståelse. Min
analytiske tilgang forstår derimod forandring som et resultat af selvorganiserende socialsystemiske proces-
ser 25 . Med et metateoretisk paradigmeskifte baseret i Luhmanns teoretiske univers sættes samfundets grund-
begivenhed ikke som antropocentriens handling, men som polycentriens kommunikation. Det sociologiske
paradigmeskifte, jeg plæderer for, har sit fokus i den konstitutive sociale operation kommunikation som det
stof, samfund er gjort af. Hvor antropocentriske perspektiver ser mennesket som sidstereference, ser det po-
lycentriske perspektiv kommunikation. Hvor paradigmeskiftet slår markant igennem er det, hvor mennesket
ses som omverden for de sociale processer. Betegnelsen polycentrisk refererer til, at perspektivet tager sin
udgang i en iagttagelse af, at de kommunikative processer har uddifferentieret sig i mangfoldige centre af di-
vergerende verdensbilleder.
Denne teoridel gør rede for det metateoretiske paradigmeskifte og samler sondringerne ’sociocentri antropo-
centri’ (som især første halvdel gør rede for) og ’polycentri monocentri’ (som især sidste halvdel redegør
for) til afhandlingens bærende analytiske lededifference ’polycentri antropocentri’.
( (
Når jeg her sætter samfund på form, så er det til forskel fra først og fremmest mennesket: ’Samfund menne-
ske’. Det er den forskel, der er styrende for min analyse, og som indikerer det paradigmeskifte, jeg tilskriver
mig. Min iagttagelsessondring er altså en anden end den fremherskende, tydeligvis i hverdagen, men også i
forskningen – for selv hvor der er tendens i samfundsforskningen til at begribe supra-individuelle konstrukti-
oner 26 , så er referencerammen handlings- og aktør- (eller agent) -orienteret. Derimod forstås den sociale
grundbegivenhed i det radikale socialsystemiske blik ikke som handling, men som kommunikation:
40
! (;;;$B#%
Mennesket iagttages som omverden for samfundet. Når vi iagttager samfundet i den socialsystemiske analy-
seramme, iagttager vi kun kommunikationsprocesserne. Samfundet iagttages som bestående alene af det so-
ciale, og det sociale alene af kommunikation. Det taler imod gængse samfundsforståelser, hvor samfundet
først og fremmest består af mennesker, og er måske imod vores naturlige tilbøjelighed til at sætte mennesket i
centrum. Men jeg vil foreslå, at vi for en stund glemmer os selv i det omfang, vi nu kan det, og griber social-
systemteoriens tilbud for at se, hvad vi så ser.
Lededifferencen i mit paradigmeskifte er ’samfundet mennesket’, dvs samfund forstået som enheden af for-
skellen mellem samfundet og mennesket. Jeg skriver mig op mod en subjekt- og handlingsorienteret tilgang
til samfundsanalysen. Når jeg markerer begrebet samfund, er den umarkerede side ikke samfundssystemets
omverden generelt – men fokuseret på mennesket for at betone det selvorganiserende aspekt ved evolutionen
/ * C % * ! ! + , 0) - R ! < % ! S =7/'
< " !% ' - % % & % * + %
+ ! C % ! ,- % 7= . 9 0& ! %
& % % - % ; , " . 990'O ! 4 4
! + ! % C % , " . 80' C % 4 " $ ! : & - % + ! )
+ & % % " $ ' + ! . #O C % ! :
; ! + * !% ! " ! " # , " . = 0'
9 3 ! % + * 6 : 4 ) ; & + * " ! "& + * " 4 ; * & + * ) )
& ! ! ! '
4
2