Grænser for ansvar - Susanne Holmström

"
" ( : :
I rekonstruktionen af samfundsansvar betoner jeg atter den analytiske optik: At se de iagttagede fænomener
som indvævet i selvorganiserende, selvreferentielle processer, der er konditioneret efter de sociale selektioner
og dynamikker, jeg har fremlagt i den teoretiske introduktion i del II.
På sagsdimensionen foreslår jeg, vi som udgang analytisk skelner imellem begrebet samfundsansvars betyd-
ningsindhold som ’ansvaret i forhold til samfundet’ eller ’samfundets ansvar i forhold til sin omverden’. Alt-
så: Indikeres med samfundsansvar ansvar for samfundet (til forskel fra ansvaret for noget andet) eller sam-
fundets ansvar (til forskel fra andres ansvar)?
’’Ansvar for samfundet ansvar for noget andet’ ’samfundets ansvar andres ansvar’ ’
eller markeres omvendt
’’samfundets ansvar andres ansvar’ ’ansvar for samfundet ansvar for noget andet’’?
Først vil jeg se på, hvad ansvaret kan gælde. Så på, hvor ansvaret kan placeres. Som i mine foregående analy-
tiske rekonstruktioner opløser jeg samfundsansvar ud fra min basale sondring ’polycentrisk antropo-
centrisk’. Det igen afføder en række sondringer:
For det første ses samfundsansvar analytisk som ansvar for samfundet til forskel fra ansvar for den ikke-
kommunikative omverden, dvs både dyr, miljø og mennesker. Selv om ansvaret for omverdenen tematiseres,
er det på samfundets præmisser. Omverdenen kan først finde resonans i samfundet, når den ses som relevant
for fortsættelsen af de kommunikative processer. Derfor: Ansvar for ’samfundet omverden’.
For det andet bliver ansvar for samfundet at sikre fortsættelsen af de kommunikative processer, der konstitue-
rer samfundet. Ud fra sondringen ’samfund ophør af kommunikation’ rekonstrueres samfundsansvaret i den
socialsystemiske analyse sagligt som ansvaret for en udvikling, der gør kommunikationen bæredygtig – altså
ledes derhen, hvor tilslutningspotentialet er sandsynligt.
For det tredje ses samfundsansvaret som samfundets ansvar til forskel fra menneskets. Det er alene kommu-
nikationen, der kan tematisere samfundsansvaret og ændre sine kontingenser og belastninger af både den
samfundseksterne og samfundsinterne omverden. Derfor aktiverer samfundsansvar analytisk sondringen
’samfundets menneskets’ ansvar.
For det fjerde de-ontologiseres samfundsansvar og ses ikke som en given størrelse. Samfundsansvaret ses
som konstant i sin funktion – ansvaret for samfundets fortsættelse – men opløses i vekslende sondringer både
over tid og i uddifferentierede perspektiver. Dette til forskel fra forestillinger om universelle værdier, dvs
sondringen ’vekslende sondringer eviggyldig substans’.
" ( ( &
Med tematiseringen af samfundsansvar indikeres empirisk ansvar for miljø, mennesker (jf fx Citat 119). Det
bliver omvendt min påstand, at samfundet kun kan tage ansvar for sig selv. Det betyder ikke, at der hermed
ses bort fra, at vi empirisk i samfundets kommunikation ser bæredygtighed af ikke-sociale processer temati-
seret; men at vi kan se, at temaet først vinder resonans i samfundskommunikationen, når det vinder relevans
for de sociale processers bæredygtighed. Således vil samfundsansvaret kun kunne ses ud fra, hvad der kan
tematiseres kommunikativt, dvs på de sociale processers præmisser. For
168