Grænser for ansvar - Susanne Holmström

Organisationer kan altså forstås både som interdependens-sikringer og som interdependens-afbrydere, som
forhindrer, at alt påvirker alt ukontrollabelt. Samfundssystemet øger sin irritabilitet gennem denne lokale ev-
ne til at absorbere irritation og opnår en ultrastabilitet. Det økonomiske funktionssystem, det politiske funkti-
onssystem, det videnskabelige funktionssystem osv lukker sig hver for sig stadig mere om sig selv – og bli-
ver samtidig stadig mere afhængige af hinanden i det store samfundsperspektiv. Gennem evolutionen af or-
ganisationssystemer som et supplerende formprincip gør samfundet sig fleksibelt.
Organisationer fungerer netop som ’interdependens-afbrydere’ og uddifferentierer økonomien i en uendelig
række organisationssystemer. Det betyder, som jeg ser det, at økonomien styrker, mangedobler og kamoufle-
rer sine grænser. Falder en grænse i et par erhvervsvirksomheder, sker det uden at sætte hele økonomisyste-
met i fare. Tilsvarende fx med videnskaben: Prostituerer en forskningsinstitution sig – det være sig i forhold
til politik, økonomi eller fx familiesystemet (nepotisme, vennetjenester), sætter det ikke hele videnskabssy-
stemets grænse i fare. Det kan vi betegne som anarkistisk ultrastabilitet; eller som dynamisk træghed. I stedet
for konstant at sætte økonomiens grænser på spil, sikrer uddifferentieringen i de utallige erhvervsvirksomhe-
der, at grænser i stedet kan forstås som i spil. Økonomiens konstitutive kode – lededifference – bevares intakt
og sættes ikke på spil. Men retningslinierne for brugen af koden, programmerne – iagttagelsesskematikken –,
er i konstant forandring. Dvs at grænsesætningerne inden for økonomisystemet er konstant i spil, og det er
med til at sikre den konstitutive ydergrænse. Her forstår jeg grænseforhandlinger i erhvervslivet og i hele det
felt, som tematiserer erhvervslivets ansvar i samfundet, som impulser i den løbende reprogrammering af øko-
nomisystemets iagttagelsesskematik.
Når turbulensen kan samles og afgrænses i organisationer – in casu: erhvervsvirksomheder –, undgås det, at
hele økonomien sættes under pres. Organisationer fungerer som "interdependens-afbrydere" og forhindrer, at
alt påvirker alt ukontrollabelt. Kun efter dette løse koblings-princip kan komplekse systemer – in casu sam-
fundssystemet – øge deres egen irritabilitet og alligevel nå tilstrækkelig stabilitet (jf Luhmann 2000a:394ff).
For samtidig sikrer de lokal evne til at absorbere irritation. Gennem evolutionen af organisationssystemer
som et supplerende formprincip generobrer det funktionelt differentierede samfund fleksibilitet.
Det er vanskeligt – og risikabelt for samfundet – at sætte hele økonomisystemet i sving; men man kan kritise-
re en virksomhed for at lade indtjeningen gå frem for hensynet til naturen og mennesket. Tilsvarende med det
politiske system: Men man kan kritisere et politisk parti for at lefle for vælgerne. Og man kan kritisere en
gruppe medicinske forskere for at sætte ambitionen om sandhed over hensynet til patienterne – uden at det
straks breder sig som mistillid til al medicinsk forskning. På den måde er funktionskoderne konstant under
lup ’lokalt’, uden at hele samfundets kommunikation kortsluttes. Og i det perspektiv er det funktionelt at re-
ducere samfundets uoverskuelige kompleksitet til enkeltsager, skandaler osv. Som vi vil se det i mit empiri-
ske iagttagelsesfelt, ser vi først en begyndende tematisering af det funktionelt differentierede samfunds føl-
geproblemer generelt – ” en udfordring til vort samfunds ledelsesvirke” (Citat 1), ”oprør mod de autoriteter,
der præger samfundet” (Citat 2); derefter splittes feltets fokus efterhånden på vekslende organisationer. For
økonomien afledes blikket fx til ”ØKs underbetaling af negrene i Sydafrika” (Citat 7, Citat 8) og formodning
om forurening fra Junckers, Cheminova, Superfos mfl i stedet for et totalangreb på økonomiens grænser. Det
betyder ikke, at økonomisystemet er upåvirkeligt, og jeg vil også pege på, at disse angreb på organisationer
med økonomien som primat påvirker økonomiens iagttagelsesskematik over tid – men netop kun iagttagel-
sesskematikken. Den konstitutive lededifference synes intakt.
95