Grænser for ansvar - Susanne Holmström

“Når De spørger, om industrien føler det som en social opgave at sætte arbejdspladser i gang, må jeg helt ærligt svare, at
jeg tror ikke, den har kræfter til det,” sagde en dansk direktør til mig for nogle år siden. Og den opfattelse deler et flertal
af europæiske ledere ifølge en meningsmåling, foretaget i 1982 af Management Centre Europe blandt 985 topchefer i ni
europæiske lande. 78% af de adspurgte mener at erhvervslivets opgave ved udvælgelsen af nye initiativer er at se på det
forventede regnskabsresultat og ikke at benytte det til skabelsen af nye job.
Citat 18: Erhvervslivet ser ifølge bogen ’Lederskab og græsrødder’ ikke socialt engagement som sin opgave i 1982
(Poulsen 1983:211-212).
Op gennem 80erne ser vi endnu, at den kritiske omverden kun vinder relevans i virksomheder, som direkte
berøres, hvor kontra-aktion tages for at sikre sig mod et dårligt omdømme, der kan påvirke virksomhedens
trivsel – dvs et godt omdømme på markedet for at sikre afsætning, kapital, medarbejdere, råmaterialer og i
det politiske system for at sikre et frugtbart erhvervsklima og undgå restriktiv lovgivning.
Som angrebene ikke holder op af sig selv, og de opleves som havende negativ effekt på markeds- og lovgiv-
ningsforhold, vinder den kritiske omverden efterhånden bredere genklang. Vi ser et skift fra en passiv og re-
aktiv holdning til en kontra-aktiv, offensiv holdning. Virksomheders begrundelse for den ny samfundsansvar-
lighed bliver, at den er forudsætningen for at ”bevare friheden til at agere som man vil, som er nødvendig for
at være profitabel og opnå andre mål”:
Eventually, nearly every public relations professional who advocates public responsibility in an organization has to face
this question: Why should we be socially responsible? What’s in it for us? (...) The organization must be responsible to
maintain the freedom to behave in the way it wants, which it must do in order to be profitable or to achieve other goals.
Citat 19: Efterhånden ser det ud til, at dele af erhvervslivet ser en interesse i samfundsansvarlighed for at være profitabel.
Her fra en amerikansk lærebog i public relations, som også udbredes i Europa. (Grunig og Hunt 1984:52)
Efterhånden som det kan iagttages, at flere store virksomheder påvirkes af angreb i massemedia, vinder den
kritiske omverden resonans. Jeg gengiver nedenfor en dansk erhvervsleders erfaringer fra indlæg ved et er-
hvervsseminar, fordi de illustrerer dels, hvordan en bredere omverden efterhånden bliver italesat og proble-
matiseret i erhvervslivet, dels hvordan forestillingen om den ny omverden udbredes på erhvervslivets konfe-
rencer:
Superfos har mere end de fleste været i fokus i medierne i den sidste tid. Men det har nu ikke skadet, sagde Trygved.
Tværtimod øger vi normalt salget, når vi har fået en dårlig omtale. Og hvilken interesse har Superfos for resten i at gøre
noget for sit corporate image. Man sælger jo alligevel ikke meget direkte til forbrugerne. Over halvdelen af omsætningen
ligger i udlandet, og her blæser man på, at virksomheden har et dårligt image i Danmark.
Men efter denne konstatering lagde Trygved en række interne kort på bordet. Han berettede om, hvordan fenol-sagen
havde medført en omfattende hetz mod medarbejderne. Om det så var lastbilerne, var de blevet sparket. Han berettede om
nogle mulige følger over for potentielle medarbejdere, kunder og leverandører. Og han understregede især virkningen
over for politikere og embedsmænd. Politikere er overordentlig følsomme over for den offentlige mening, og Superfos
har mødt en modstand ved ansøgninger om udbygning af virksomheden, som B&O og Lego næppe har mødt.
Han beskrev aktionerne fra interessegrupper (...), og især pressens interesse for sagerne i opstarten. ”Men at vi har brugt 2
millioner kroner på boreprøver – og dokumenteret, at der ingen forurening kunne konstateres – det er end ikke blevet omtalt.
Man har på forhånd bestemt sig for, at vi ikke har rent gips i posen.”
Citat 20: Referat af indlæg af adm. direktør Jørgen Trygved, Superfos, på seminar om corporate image (Prehn 1984:37).
I øvrigt ser vi af citatet ovenfor, at oplevet illegitimitet kan afgrænses lokalt, nationalt. Det ændrer sig i årene
efter, hvor netop den globale effekt påvirker internationale virksomheder – med kulminationen i Shells Brent
Spar sag 1995.
Fra ignorering, passivitet eller defensiv re-aktion bliver erhvervslivets holdning til den kritiske omverden i
stigende grad kontra-aktiv med begrundelsen ”vi bliver nødt til” af hensyn til vores omdømme og den tillid,
der ses som nødvendig for ressourcer, autonomi og handlerum, og vi ser en voksende række opfordringer til
117