Grænser for ansvar - Susanne Holmström

Figur 9: George Spencer Browns logiske kalkule: Til grund for enhver konstruktion ligger en sondring (distinktion), som
opdeler rummet i to sider (fx sondringen ’system omverden’, som opdeler verden i to områder) og samtidig betegner en
af de to sider (systemet eller omverdenen) (indikation) . M står for indersidens markering. Ydersiden er umarkeret. Form
står for enheden af forskellen, altså enheden i det, forskellen adskiller (jf også Baraldi, Corsi et al. 1999 :123-128; Andersen
1999:109ff; Andersen 2001).
Med denne umiddelbart simple formel som iagttagelsesdistinktion gives i mit blik muligheden for stor ind-
sigt. Iagttagelsessondringen vil derfor være gennemgående i afhandlingen. Allerede i kapitlet før om kom-
munikation brugte jeg sondringen for at klargøre præmisserne for mine rekonstruktioner i denne afhandling.
For når det samme altid kan iagttages med flere sondringer, og sondringen bestemmer, hvad iagttageren ser –
så bliver det bestemmende, hvilke sondringer vi ser med. Eksempelvis: Min sondring ’social psykisk’ ser
noget andet end fx ’fællesinteresse særinteresse’ eller ’system livsverden’ , når ændringerne i forventnin-
gerne til erhvervslivets samfundsansvar iagttages.
Det umarkerede giver det markerede mening. Tilsvarende vil vi i analysen af det empiriske felt eksempelvis
se, at når en iagttagelse indikerer samfundsansvar, gives begrebet ganske forskellig mening af forskellige
umarkerede sider. Begrebet ’samfundsansvar’ får forskellig betydning i fx sondringen ’samfundsansvar
manglende indtjening’ (som i en konventionel erhvervsøkonomisk forståelse, hvor indtjening er forudsætning
for samfundsansvar), og i sondringen ’samfundsansvar indtjening’ (som i protestkommunikative iagttagelser
i de sene 1960ere og i 1970erne, som så den økonomiske dynamik som samfundsfjende). Der kan ligge for-
skellige forskelle bag den tilsyneladende samme indikation – og det giver det indikerede forskelligt betyd-
ningsindhold.
Således konstruerer iagttagelsen verden i sondringen 49 . Det afgørende bliver ikke, hvem der iagttager, men
hvilken sondring, der aktiveres. Iagttageren styrer ikke iagttagelsen. Det er heller ikke det, der iagttages, der
bestemmer, hvordan det bliver iagttaget. Det gør derimod den sondring, der danner rammen for iagttagelsen:
Sondringen bestemmer, hvad iagttageren ser.
" " + ( "
Når iagttagelsen konstruerer verden, så bliver det væsentligt, hvad den kan se – og hvad den er blind for. Sel-
ve iagttagelsens form skaber blindheder; den udelukker alt, der ikke fanges med dens specifikke forskel.
Princippet om den blinde plet går ud fra, at iagttagelser aldrig selv kan iagttage den sondring, den anvender.
For – som Vallentin formulerer det: ”Man må gøre sig blind for at kunne se – ellers bliver man blændet af
kompleksitet” (Vallentin 2002:65). Vil man se alt, ser man ikke noget. Man ser, hvad man ser, og ser ikke, at
man ikke kan se, hvad man ikke kan se. Det gemmer sig bag horisonten som iagttagelsens blindhed 50 :
' ! % T $ *
: : : :
: P : ! % !
(;