Grænser for ansvar - Susanne Holmström

) " ' 1 $ /
Selv anfører Luhmann, at den radikalkonstruktiviske tese er fristende, men ubrugelig, fordi den negligerer
sondringen mellem selvreference og fremmedreference. For af autopoietiske systemers operative lukning
følger ikke systemernes kognitive lukning på iagttagelsens niveau, og radikalkonstruktivismen ville forudsæt-
te, at systemerne altid med-iagttog, at de selv konstruerer både sig selv og omverdenen (jf Luhmann
2000a:471). Den radikalkonstruktivistiske tese ville derfor,
! "### $+=+%
Selvom enhver erkendelse er en indre konstruktion i systemet, betegner den operative konstruktivisme ikke
sin position som idealistisk; den tilskriver virkeligheden – og altså ikke ’tankespind’ – en afgørende rolle i
reguleringen af operationerne i det erkendende system. Således ser vi også, at Luhmanns abstrakte teorier er
opbygget på omfattende empiriske iagttagelser. Vallentin karakteriserer Luhmanns teori som “en abstrakt
formuleret, refleksiv anden-ordens positivisme” (Vallentin 2002:67). Virkeligheden er, som den er: Aktuel
og positiv – men erkendelsen, som støtter sig til iagttagelser, kan kun fatte virkeligheden gennem sondringer,
som ikke har nogen direkte parallel i virkeligheden. Iagttageren kender kun sine egne kategorier og ingen pri-
mære data.
Når den sociale virkelighed produceres og reproduceres kontinuerligt i en strøm af kommunikationer, opløses
naturgivne antagelser; der er ikke længere nogen fælles, korrekt, objektiv approach til verden (Luhmann
1998c:10). Verden er der, ’urokkelig, mulighedsløs og ubekendt’ (Luhmann 1997a:334). Først med et appa-
ratur af sondringer kan den erkendes. Det er som sådanne apparaturer af sondringer, vi kan forstå kommuni-
kationssystemer 57 . Således genereres identitet i difference til omverdenen, identitet til forskel fra noget andet.
Grænsen konstituerer et kommunikationssystem, perspektivet på verden. Den socialsystemiske kommunika-
tions pejlemærke – forståelseshorisont – er forskellen mellem system og omverden. Omverdensforholdet
konstituerer systemdannelsen – og det, selv om vi ikke kan forvente virkeligheden gengivet i systemets kon-
struktion af sin omverden. Dermed opgives substansen, identiteten, og erstattes af differencen. Som i andre
teorirammer produceres således ikke ’genstande’, men iagttagelseskategorier. Forskellen er bare, at i denne
teoriramme er denne erkendelse en del af selve teorien: Det teoretiske perspektiv markerer konsekvent for-
skelle til forskel fra substans (forskel substans). Med ord af Peter Fuchs distancerer jeg mig således fra
: : 5 ! % 2
5 $ 4 5 Y1 5 ! 2
% 5 2
!/ "##(2("2()%
Det teoretiske perspektiv leder til en radikal de-ontologisering, en opløsning af ’identiteter’, ’substanser’, ’in-
stitutioner’, ’normaliteter’ – kort: Ontologiserede socialiteter – i iagttagelsesprocesser, som ser ud fra de
sondringer, der evolverer ud fra grunddifferencen mellem system og omverden. Udgangen er ikke enhed og
substans, men differencen mellem det iagttagede og iagttageren, hvis enhed forstås som iagttagelsens opera-
tion:
/ ! %
/
5 F 2
/8 IY & . !& !% $ ! " ' ! ! ; * ! !&
%2 + ! ! ! ; '#
,- % 777. 0
65
2