Grænser for ansvar - Susanne Holmström

fundshensyn 198 . Vi får et helt andet billede af kommunikationsstrømmene i samfundet, et underfundigt spil af
spejle og blændværk og ’operationsnødvendige afskærmninger’ (jf Luhmann 1986:205) – og alligevel mu-
ligheden for en ganske konkret kortlægning i forskellige sondringer, som aktiverer verdensbilleder.
Feltet konstitueres af den samfundskommunikation, der tematiserer iagttagelsen af erhvervslivets legitimitet
og samfundsansvar. Den kan forekomme overalt – fx også i uddannelses-, kunst-, familie- eller religionssy-
stemet, men jeg vil på funktionsniveau især pege på økonomien, politikken, videnskaben og nyhedsmedia, og
tilsvarende på organisationer, som har primat i de pågældende funktioner. Desuden på de særlige optikker,
offentlighed og protestmoral. Der er nogle væsensforskellige karakteristika for de forskellige optikker (Figur
54):
7 8 ' 8
/ 6 ( " 1 9 2
. F 1 ( '
. 9 (
7 / " D
6 ( " 6
Figur 54: Typologi over optikker i spil i samfundets forandringsdynamik. Selv om funktionssystemer her kun figurerer
som en kategori på linie med de øvrige optikker, så udgør den funktionsdifferentierede kommunikation den helt dominerende
og den bevarende del af samfundets kommunikative processer.
Summerende vil jeg betone nogle sociale præmisser for mit analytiske blik:
Høj gensidig afhængighed: Funktionsområderne er autonome; men det betyder ikke, at de ikke er afhængige
af hinanden. Tværtimod: Jo højere independens – desto højere interdependens. Det kommer især til udtryk i
et stadig mere komplekst netværk af strukturelle koblinger.
Selvregulerende: Der er ikke en central instans, som regulerer resten af samfundet – en illusionær position,
som politikken ofte tilskrives. Derimod er funktionsområderne selvregulerende i den forstand, at alle andre
koder – også fx politikkens og retsvæsenets – oversættes efter pågældende funktionssystems kode. Og hvor
’responsivt’ et system end er opbygget og hvor righoldigt dets egenfrekvenser måtte være: Reaktionsevnen
beror på kodens lukkede binaritet. Derfor er den stærkt begrænset.
Polycentreret: Der er ikke noget centrum, og heller ingen top, som kan gøre fordring på universel gyldighed i
dette polycentrerede samfund. Differentieringen overlader det til de mange funktionssystemer hver især at
repræsentere samfundets enhed gennem den pågældende delsystem/omverdens-difference. Det betyder en
konkurrence imellem de mange forskellige perspektiver uden muligheden for en overordnet, ’superrepræsen-
tativ’ position.
7= ( 6 + ,E 77=.90. IE + % + + % ! 5 ,'''0 ! ; !
+ 4 + & + " & " ! 5 % & ! + & '#
264