Grænser for ansvar - Susanne Holmström

For det andet er det mit blik, der tildeler iagttagelserne en systemreference. Tager vi som eksempel Fried-
mans klassiske artikel i New York Times i 1970 med overskriften, ”The Social Responsibility of Business is
to Increase its Profits” (Citat 13), så kan jeg vælge at se det fx 1) som udtryk for liberalisme, altså for det po-
litiske system, 2) som udtryk for det økonomiske systems trang til at sikre sine grænser, 3) som udtryk for det
videnskabelige system eller 4) som udtryk for det nyhedsmediale system, idet jeg her ville iagttage, at den i
konteksten umiddelbart provokerende overskrift var formuleret ud fra nyhedsmediale selektionskriterier.
Alting afhænger af blikket. Det kan vi ikke komme udenom, men vi kan forsøge at gøre os det klart og frem-
lægge præmisserne. Jeg forsøger en så ufortolket gengivelse af empirien, som en selektion og sammenstilling
af iagttagelser kan være det. Således vil stilen divergere markant fra afhandlingens øvrige dele. Intentionen er
at understrege, hvor afgørende det er for en klarest mulig videnskabelig iagttagelse at skelne mellem det iagt-
tagede og den analytiske iagttagelse. Når fremlæggelsen er tekstnær, er det således ikke ud fra sproganalyti-
ske intentioner, men i forsøget på at nærme mig så ufortolkede gengivelser som muligt.
) " ) 'E2E''$ -
Når den teoretiske hovedoptik ud fra lededifferencen ’polycentri antropocentri’ er lagt, og feltet af repræsen-
tative iagttagelser, som afhandlingen vil gøre til genstand for sine analytiske iagttagelser, er indikeret, kan
analysen begynde.
Som analytiker træder man et skridt tilbage og iagttager så, hvordan virkeligheden dukker frem gennem for-
skellige sondrende perspektiver – i dette tilfælde hvordan forståelser af erhvervslivets legitimitet og sam-
fundsansvar bliver til virkelighed.
I min disponering anlægger jeg de tre meningsdimensioner som skabelon (Figur 4): Det saglige aspekt er sty-
rende i del IV: det sociale i del V; og det temporale aspekt lægger jeg afslutningsvis oven i de to første, i del
VI og VII – vel vidende, at de tre dimensioner konstant influerer på hinanden. Men med denne analysestrate-
gi kan jeg undgå en blind sammenblanding af de tre dimensioner, og kan i stedet opløse og rekonstruere soci-
ale konstruktioner, som er evolveret til stabiliserede forventningsmønstre og kompakte betydningsdannelser.
Forestillinger om universalitet og eviggyldighed skifter nu med hhv det sociale perspektiv og over tid. Jeg
kan analytisk indfange: 1) Hvordan sagsdimensionen altid veksler med socialdimensionen 23 – og hvordan vi
ikke ser dette, hvis vi ikke skelner mellem disse to dimensioner, men får forestillinger om universelle iagtta-
gelser af sagsforhold: 2) Hvordan de sociale perspektiver på sagsforholdet ændrer sig over tid, og dermed og-
så sagsforholdet. Nutiden konstruerer fortiden. Fremtiden hviler i nutiden.
På sagsdimensionen spørger analysen: Hvilket tema bærer de empiriske iagttagelser? Hvad drejer det sig om
til forskel fra hvad? Hvad omhandler udviklingen i iagttagelserne, som empirien fremviser – til forskel fra det
tema, vi ser problematiseret i antropocentriske analyserammer? Lededifferencen er således – som afhandlin-
gen igennem i øvrigt – ’polycentri antropocentri’, som her styrer rekonstruktionen af sagsdimensionens le-
dedifference (’dette noget andet’).
#C $ ! ! ! !* % ! ! ! ' C ! % )
2 ' ''' % ! ! ! % ! ! " !% '# ,- % 7= . 0
34