Grænser for ansvar - Susanne Holmström

Jeg har i det foregående lagt an til en analytisk sensitivitet over for en særlig dynamik imellem disse konflik-
tende sociale processer, hvor forstyrrelser ’ilter’ samfundet, absorberes og styrker samfundets fortsatte auto-
poiese. Denne sensitivitet vil jeg føre videre i den temporale analyse af det iagttagede felt i næste del.
På analysens saglige dimension bliver det klart, at temaet bliver den sociale dimension – selv om vi empirisk
kan se, at belastninger af samfundets omverden – miljø, mennesker – tematiseres som problemet. Det er her,
min tese peger på, at mit problemfelt er aktiveret dels af konflikter imellem samfundets selvbeskrivelse og
samfundets differentieringsprincip – hvor samfundet i sin selvbeskrivelse tilsyneladende ikke har fulgt med
evolutionen i samfundsdifferentieringen. Dels af konflikter imellem funktionsområdernes independens og in-
terdependens; konflikter, som opstår, når evolutionen af det funktionsdifferentierede samfund når et vist sta-
biliseringsstadie.
I mit blik på Luhmanns omfattende teoridannelse om det funktionelt differentierede samfund anslår jeg der-
for nogle strenge i snævert forhold til min problemstilling og mine teser. Det vil sige at iagttage
1) samfundsrelationernes mulighedsbetingelser til forskel fra tidligere samfundsformationers, for dermed og-
så at antyde de ændrede mulighedsbetingelser og problemstillinger, som bliver konsekvensen af skiftet i det
sociologiske grundsyn fra et antropocentrisk til et polycentrisk paradigme.
2) mit problemfelt som aktiveret af det stadie i evolutionen, som det funktionelt differentierede samfund har
nået, og som indfanges med ’independens interdependens’-paradokset og nødvendigheden af en afparadok-
sering, når paradokset truer med en blokering af samfundskommunikationen.
3) hvordan samfundets omverdensbelastninger mere end nogensinde iagttages som en belastning for samfun-
det; og hvordan disse forhold bringes ind i det kommunikativt lukkede samfundssystem.
4) samfundets polycentrerede betydningsdannelser og ’kampe’ om afgrænsninger af de legitime kommunika-
tionsrum, hvor der ikke gives mulighed for overgribende normerende forestillinger. Når ’gode hensigter’ ikke
lader sig realisere, kan vi ikke søge ’forklaringen’ i et eller andet, der intentionelt styrer imod et eller andet
sted, men i den selvreferentielle, polykontekstuelle konkurrence mellem de uddifferentierede perspektiver.
5) de stærke kræfter, der i evolutionens dynamiske kommunikative strøm konstant binder bagud og medfører
stor kontinuitet og træghed i samfundsformationen; som en ’supertanker’, som Harste formulerer det:
L W X 2
!4 (;;>$>;%
Selv om funktionssystemernes antal er legio, og vi i princippet kan tale om opbygning og nedbrydning af
funktionssystemer i én uendelighed, så ligger der en stor stabilitet indbygget i disse evolutionært tilkæmpede
resultater. Som vi kan forstå det, udvikler samfundet som selvorganiserende, selvreferentielt socialsystem
selv sine funktionelle grundprincipper. Det bekræfter og styrker løbende sig selv. Den rekursive anvendelse
af en operation på resultaterne af tidligere operationer fører fra den måske tilfældige start til relativt stabile
tilstande, som forudsættes i de følgende operationer og begrænser deres bevægelsesfrihed. Enhver tilslutning
åbner en mangfoldighed af nye tilslutningsmuligheder, som selekteres i efterfølgende kommunikation. Og så
fremdeles. På trods af kontingensen betyder det en stor træghed i de sociale grundmønstre, når de først er
evolveret.
Funktionssystemerne giver kamp til stregen. Snarere end at tale om glidninger eller ligefrem opløsninger af
grænser – som vi ofte ser det i forskning, som fokuserer på rationalerne fx mellem stat, marked og civilsam-
fund; mellem politik og økonomi; mellem system og livsverden, afhængig af forskningsramme – vil jeg fo-
265