Grænser for ansvar - Susanne Holmström

som disse forhold bliver tematiseret i nyhedsmedia, på konferencer, i lærebøger mv, følger bredden trop, og
de evolutionære processer går over i det formprincip, jeg har valgt at kalde ’god praksis’ stadiet. Som jeg
fremanalyserede det i kapitlet om det refleksive stadie, så bliver det økonomiske argument efterhånden er-
klæret afgørende for sociale og miljømæssige hensyn i erhvervslivet. Det åbner bredt op for resonans af det
refleksive stadies idealer, men som fikserede forventnings- og beslutningsstrukturer, der er indlejrede i øko-
nomiens programmer (og tilsvarende i funktionskonsistente paralleller i andre funktionssystemers program-
mer) uden den kontekst, de i den refleksive fase avledes i.
Fra at have været kommunikeret fremmedreferentielt bliver den ny grænsesætning nu kommunikeret selvre-
ferentielt i erhvervslivet. Den refleksive praksis, som blev fremprovokeret i nogle virksomheder, har åbnet op
for reprogrammering af den økonomiske kode, og det nye program oversættes nu til organisatoriske rutineak-
tiviteter og formelle strukturer, som aflaster den risikable og krævende 2. ordens refleksion i den basale 1.
ordens selvreference (jf Figur 68), som jeg kalder ’god praksis’. Det betyder som nævnt ikke, at vi er tilbage i
situationen før den refleksive fase. Tværtimod ser vi, hvordan læringen i den refleksive fase fikseres i øko-
nomiens systemhukommelse og i de individuelle organisationssystemer, men som aflastning glemmes kon-
teksten: Refleksionen bliver refleks.
Stabiliseringen af de valgte variationer sker, når hhv økonomisystemet og erhvervsorganisationer kan inte-
grere det nye i sine systeminterne strukturelle kendetegn. Vi ser, hvordan samfundsansvarlighed i erhvervsli-
vet på det funktionelle plan oversættes til strukturer, der stimulerer den økonomiske kommunikation, og på
det organisatoriske plan til strukturer, der fremmer beslutningsprocesserne. Erhvervslivets redefinerede sam-
fundsansvarlighed lægges i faste strukturer; modeller, regnskaber, rutiner. Toneangivende erhvervsvirksom-
heder regner med en ’triple bottomline’, udgiver sociale regnskaber mv. Standarder for samfundsansvar,
mærkning og benchmarking af virksomheders bæredygtighed (Det sociale Indeks, Global Reporting Initiati-
ve, AA1000 mfl).
/ $ & 7 $ &
7 / " ( 2
4
- $ 8
2
303
: :
9 5
- 2 2
3 3 ( " - F 2
, 2
Figur 68: Funktionelle og organisatoriske aflastninger i god praksis fasen. Usikkerhed, tvivl og refleksive overvejelser
aflastes i fikserede forventningsbilleder og rutiner. Se også VII.3.4 og VII.4.2.
+ ) ( &
Efterhånden som den moralske protestkommunikation er absorberet af erhvervslivets modmoraliseringer i
den refleksive fase (med etiske regnskaber, sustainability reports, værdiledelse, partnerskaber mv), er god
praksis fasen blevet afmoraliseret. Men som jeg ser det er også etiske overvejelser i den sociologiske for-
stand, hvor jeg sidestiller den refleksive fases iagttagelser med etikkens 2. ordens blik på moralen, aflastet af
en stabilisering af selvregulerende 1. ordens rutiner. Vi kan se tilsvarende observationer i en neo-institutionel
ramme: