Grænser for ansvar - Susanne Holmström

af tidligere operationer 223 . For mig at se står vi her over for en central forudsætning for robuste forventnings-
mønstre, som fremmer de kommunikative processer. Der spares kræfter ved at indlære reaktioner, så systemet
ikke reflekterer nærmere over, hvorfor kommunikationen forløber, som den gør:
! % 5 -
[ : 2
! % 7 ,
! % 8 ! %
5 ! (;;> $("+2("B%
Kognition indebærer, at systemets kapacitet aflastes gennem glemsel. Nye situationer kan trække på konden-
sater fra tidligere operationer. Kognition bliver systemets virkelighed, og
! (;;> $("=%
310
' 2
Evolution indebærer følgelig, at nye iagttagelsesmønstre gror til kognitive rutiner og en naturgivenhed 224 .
Således er jeg tilbage, hvor jeg startede: Med paradigmebegrebet, som jeg med Kuhn forstår som den ramme,
erkendelsen sker indenfor – det erkendelsesfilter, som ordner kommunikation og kognition efter en særlig sy-
stematik. Med Luhmann får vi et filter for en mulig erkendelse af, hvordan erkendelsesfiltre opstår og løben-
de ændrer sig i en selvreferentiel og evolutionær dynamik.
Når jeg bruger paradigmebegrebet i denne afhandling med fokus på forståelsen af erhvervslivets legitimitet
og samfundsansvar, er det tilsvarende ud fra den grundlæggende iagttagelse, vi ikke kan tale om en naturgi-
ven identitet for den rigtige måde at drive erhvervsvirksomhed på. Det et en social konstruktion, et paradigme
som skifter over tid. En pointe for mig er netop, at disse erkendelsesfiltre er kontingente, og at det vil øge
forskningens erkendelsesproduktion, når man tager radikal udgang i et sådant perspektiv.
Jeg har i det foregående forsøgt at anskueliggøre, hvordan et sådant paradigme som erkendelsesfilter skifter
over tid, og hvordan det kan ses som en socialt selvorganiserende, selvreferentiel proces, hvor drivkraften
ligger indlejret i selve de sociale processers trang til fortsættelse. Det fører til den hovedpointe, at vi – samti-
dig med en hyper-irritation og en dynamik, der betyder konstante ændringer i erkendelsesfiltrene – kan iagt-
tage en høj grad af forventelighed i de sociale forandringsprocesser. Vi kan kalde det træghed i den forstand,
at socialsystemer altid bevæger sig ud fra de sedimenter, der er lagrede i hukommelsen. Det vil sige, at vor
erkendelses rammer er begrænset af erfaringen:
! (;;> $(">%
5 5 2
I det større billede kan vi forstå den evolution, jeg i det foregående har fremanalyseret, som justeringsproces-
ser i det funktionsdifferentierede samfunds tilpasning til sig selv. Det, som modsvarer evolutionens variation,
har jeg fremanalyseret under begrebet det kontra-aktive stadie; selektion som det refleksive stadie; retention
under god praksis-stadiet; den endelige stabilisering som det nykonventionelle stadie. Her kan en ny evoluti-
onsproces tage sin begyndelse.
Den legitimerende reference til en polykontekstuel omverden bliver en refleks – mere end en refleksion. Når
jeg alligevel karakteriserer de ny forventningsbilleder som det refleksive paradigme, så er det, fordi idealerne
#N ! ,'''0 ; + ' C & ; + !2 ! ! @ )
! ! *& ; $ " ! %$2 ! ! ! + '#,- % 778 . 0
! * O %; ,O %; . 0 + ! + * & * " ; ! & - % " !
- % , ! 6 ! ) 0& % 6 + " ! ! * ' 1 "
* & % ; + ! R ! !'