Grænser for ansvar - Susanne Holmström

dens øger interdependensen, som øger sensitiviteten. Stadig flere omverdensforhold kommer til syne som re-
levante. Omverdenen tiltager i kompleksitet.
Her tager jeg den gennemgående tråd i afhandlingen op, som ser det polycentrerede samfunds konflikter mel-
lem independens og interdependens som aktiverende for iagttagelsesfeltet, hvor reguleringen foregår i kon-
stante justeringsdynamikker funktionssystemerne imellem. Funktionssystemernes lukkethed kan paradoksalt
iagttages som aktiverende for åbenheden, for sensitiviteten. Samtidig er det netop konflikten mellem de ud-
differentierede perspektiver, som hver især taler sit sprog, der er mulighedsbetingelserne for koordineringen i
samfundet. Vil vi analysere de dynamikker, der koordinerer de øgede interdependenser og bærer ændringer-
ne i erhvervslivets grænsesætninger, kan vi ikke som udgang tage et koordinerende centrum, men en koordi-
nering imellem de mange forskellige verdenssyn, der hver for sig er lukkede om sig selv – men indbyrdes af-
hængige.
Når en overgribende samfundsrationalitet er illusorisk i et polycentreret samfund; når hvert systems drive er
den særlige selvreferentielle rationalitet, hvor kommunikationsprocesserne begrunder sig selv; hvordan kan
vi så forstå de reguleringsmekanismer i samfundet, som i en antropocentrisk forståelsesramme forklares
overvejende ud fra en hierarkisk samfundsselvbeskrivelse med politikken som privilegeret position; eller ud
fra en centraliseret samfundsselvbeskrivelse med begreber som offentligheden, samfundsrationalitet eller til-
svarende helhedsforståelser; eller ud fra en filosofisk tradition med appel til mennesket?
Politikken kan ikke regulere samfundets øvrige delsystemer; det fremgår teoretisk, men også empirisk med
den øgede sociale kompleksitet, hvor vi ser både anslag til en decentralisering af politikken i samfundet og
nye former for regulerende strukturer – governmentality, mutual regulation, self-organization, responsive re-
gulation, soft law (Power 1997:3) 180 . Vi kan ikke postulere en offentlighed eller en overgribende samfundsra-
tionalitet, som kan fastlægge normer for legitim økonomisk (eller anden) adfærd. Appeller til menneskets go-
de vilje synes at skygge for indsigt, når vi forstår de evolutionære kræfter, der har stabiliseret økonomisyste-
met i betalingens dynamik (og andre funktionssystemer i hver deres systemspecifikke dynamik), som ikke
behøver noget formål, noget motiv, nogen mening uden for sig selv for at fortsætte sine processer – i én uen-
delighed.
Funktionssystemerne er mere afhængige af hinanden end nogensinde tidligere. Men denne vekselsidede
afhængighed
5 5 ! (;;= (;