Grænser for ansvar - Susanne Holmström

som Prügelknabe ser erhvervslivet sig nu som leverandør af nyheder. Det betyder omvendt, at erhvervslivets
resonans i forhold til nyhedsmedia ikke bidrager til det, der i et antropocentrisk ideal betegnes som ‘corpora-
te-public dialogue’ (Grolin 1998). Som jeg har peget på, fører det snarere over i det ureflekterede ’god prak-
sis-stadie’, som jeg udfolder i næste kapitel.
) ) " 6
Vægtningen af interdependensen begrunder sig i independensen. Vi ser i perioden en stadig oscilleren mel-
lem de to selviagttagelser – som autonom, og som afhængig. Den giver i periodens første halvdel problemer
med begrundelser. Bør etik være god forretning? Erhvervslivet er her ved at ryge ud i de paradokser, som re-
fleksion medfører. Hvordan skal man kunne vurdere, om det kan betale sig eller ej at bruge sondringen ’kan
det betale sig eller ej’? Som jeg ser det, er denne usikkerhed en del af overgangen fra den antropocentriske til
den polycentriske samfundsselvbeskrivelse. Forestillingerne om etik hviler fortsat i en antropocentrisk sam-
fundsselvbeskrivelse og synes at forudsætte muligheden af universelle, mellemmenneskelige begrundelser og
monocentriske referencer; mens de sondringer og referencer, der står til rådighed, hviler i polycentrerede sy-
stematikker som resultater af selvorganiserende sociale processer.
Således kan det i erhvervslivet kun være ud fra erhvervslivets egne kriterier, nødvendigheden af et bredere
samfundshensyn vurderes. Erhvervslivet får først redskaber til at vurdere relevansen af hensyn til miljø, til
mennesker, til erhvervslivets omverden i det store hele, når hensynet kan tematiseres i den økonomiske
kommunikation. Først da kan temaet vinde resonans og belastningsproblemerne behandles i erhvervslivet.
Efter en relativt kort periode, som udfordrer erhvervslivets økonomiske rationale, bliver det udtalte argument
bag ofrene på det korte sigt økonomisk gevinst på det lange sigt – altså en fortsættelse og accelerering af er-
hvervslivets autopoiese. Det sker, efterhånden som vi ser den omprogrammering af økonomien, som den re-
fleksive periode betegner.
Argumenterne afspejler, hvordan sondringen mellem indtjening og samfundsansvar nu opløses, så samfunds-
ansvar og økonomi gøres til gensidige forudsætninger. Eksempelvis slår erhvervslivets deltagere i Socialmi-
nisteriets Sociale Netværk fast, at ”det på langt sigt altid er penge, omsætning og indtjening, der ligger bag
alle de bløde regnskaber” (Citat 85 ), og begrunder deltagelsen med, at ”kampen om de unge skærpes – og en
arbejdsplads bliver i stadig mindre grad et sted, hvor man bare henter sin løn. ’Samfundsmæssig bæredygtig
ledelse’ får stor betydning her” (samme). Og i programerklæringen i proto-modellerne for virksomheder so-
ciale ansvar: “We believe that being socially responsible and taking part in social initiatives in local commu-
nities in the long run makes sound business sense” (Citat 74).
Jeg ser de mange ‘bæredygtige’ commitments og selvbeskrivelser, der begynder at myldre frem i perioden,
som både in- og eksterne orienteringsbilleder med den funktion at afstemme ændringerne i forventningsstruk-
turer i denne forandringsfase. De viser, hvordan idealet nu bliver syntesen af økologiske, sociale og økono-
miske hensyn – ud fra hensynet til den langsigtede fortsættelse af økonomiens kommunikative processer, ek-
sempelvis: ”For VAW, ecological, social and economic requirements are inextricably linked with one
another. Together they contribute to our long-term business success” (Citat 124). Senere, i god praksis fasen,
får sådanne commitments den funktion at fiksere forventningsbilledet, og i den nykonventionelle fase bliver
funktionen at signalere, at forventninger modsvares – dvs at generere tillid.
293