Grænser for ansvar - Susanne Holmström

se af disse skiftende iagttagelsessondringer kan vi fremanalysere ændringer i virkelighedsforståelser. Ved at
iagttage, hvor erhvervslivet flytter sin grænse mellem system og omverden – uden at opløse den, men gen-
nem ændringer i de sekundære iagttagelsesskematikker, så systemet ’pulserer’, kan vi iagttage ændringer i
erhvervslivets forståelse af legitimitet og samfundsansvar.
Summerende er sondringerne stabiliseret i iagttagelsesskematikker ud fra systemets lededifference, og de bli-
ver afgørende for, om omverdenen kan fattes, og hvordan den kan fattes. Lededifferencen konstituerer social-
systemets grænse til omverdenen. Nedbrydes den, opløses socialsystemet. Et basalt problem bliver det derfor,
hvordan socialsystemer udvider deres iagttagelsesskematik uden at nedbryde grænser. Det bliver her et
spørgsmål om at udbygge den systeminterne kompleksitet, så systemerne kan iagttage og kommunikere over
belastningsproblematikken.
+ ( +
For det femte vil jeg pege på konsekvenserne for forståelsen af samfundets evolution og de sociale processers
betydningsdannelse, når vi anskuer socialsystemer som kommunikationer, der uophørligt må reproducere sig
rekursivt i en afgrænsning fra omverdenen. Det betyder nemlig, at socialsystemer er underlagt en konstant
evolution – men at denne evolution sker selvreferentielt i systemet. Ændringer i iagttagelsesskematikken hvi-
ler i lededifferencen. Altså en dynamisk træghed. Evolutionen har ryggen mod fremtiden.
Det er selvorganiseringens princip, der her udfoldes. Når samfundet selv betragtes som et kommunikations-
system 65 , frembringer det moderne samfund selv sine grundprincipper. Evolution ligger immanent i teorien,
men formuleres også specifikt i tematiseringen af evolutionsteorien som ”den (ikke-planlagte) fremkomst af
differencer, der fungerer som strukturer – altså kan genbruges” (Luhmann 1995/1999:29).
Evolutionære forandringer bliver beskrevet gennem en sondring af tre cirkulært forbundne evolutionære me-
kanismer – variation, selektion af variationer og retention (eller stabilisering) af variationer. Muligheden for
variation kræver allerede stabiliserede selektioner. Processens tilslutningsmuligheder begrænses af en hori-
sont, der hviler i fortiden: Evolution har som andre kommunikationsprocesser ’ryggen mod fremtiden’ 66 .
Evolutionen som proces er derfor præget af stor træghed. Det vil ligge som præmis i min analyse af evolutio-
nen siden midten af 1900-tallet, at vi ikke kan forvente de store transformationer i samfundets grundmønstre,
men må være opmærksom på trægheden i samfundets allerede evolverede resultater.
+ ( B *
For det sjette vil jeg sammenholde evolutionsteorien med samfundets indbyggede dynamik, der – som det
gælder for alle kommunikationssystemer – ses som selvreproduktion i difference til en omverden; dvs igen
og igen at sikre kommunikative tilslutningsmuligheder. Denne ’trang til systemfortsættelse’ betyder således
ikke, at samfundet skal forstås som et statisk system. Tværtimod: Et kommunikationssystems strukturer er
højfleksible – og som samfundssystemets kompleksitet evolverer, betyder det også evolutionært ændrede be-
tingelser for kommunikationsprocessernes fortsættelse. Som jeg ser det, tenderer kommunikationen til at søge
derhen, hvor tilslutningspotentialet er størst. Således ser jeg hverken intentioner, magtspil eller aktørers stra-
tegiske interesser. Jeg ser dynamikken indlejret i selve de sociale kommunikationsprocesser, og som simpel:
De sociale processers ’natur’ kan forstås som vandløb, der søger derhen, hvor de kan finde fortsættelse, altså
hvor tilslutning er mest sandsynlig. (Og omvendt, hvor kommunikationsprocesserne svækkes eller blokeres,
9/ # + ; + * " ! ' C " * & " * &
" * ' C + ! ' , % ! 0 &
+ * * "; ! ! + '# ,- % 777./ 0
99 ) ! K Z $ A '
73