Grænser for ansvar - Susanne Holmström

Jeg tænker her tilsvarende fx på legitimitetskritikken af patientorganisationer som skjult er etableret af læge-
middelvirksomheder; på forskellige former for redaktionel omtale eller visning i nyhedsmedia, der ses som
skjult reklame. Det rammer vores forståelse af det socialt acceptable, hvis der ikke meldes rent ud med for-
ventningsstrukturerne – når fx en politisk forening, religiøs bevægelse eller en humanitær organisation mis-
tænkes for at have økonomisk funktionsprimat.
Alle operationer, som har at gøre med penge, kan tilregnes økonomisystemet. Men først når der kommunike-
res ud fra økonomiens sondringer, og ikke kun om økonomien, knytter kommunikationen an til det økonomi-
ske funktionssystem. Videnskab, politik, religion osv kan tematisere økonomien i sin kommunikation – men
bliver ikke en del af det økonomiske system af den grund.
Til gengæld er andre af samfundets delsystemer henvist til, at økonomien fungerer. Det gælder i særlig grad
for det politiske system, men også for videnskabelig forskning, for rammer om religiøs aktivitet, skoler i ud-
dannelsessystemet, for familielykken, for produktion af nyhedsmedia og for en ubestikkelig retspraksis, for
blot at nævne enkelte; for i modsat fald måtte disse systemer selv opfylde økonomiske funktioner ved siden
af deres egentlige og ville regredere til multifunktionelle indretninger og i nutidens forstand blive korrupte –
illegitime. Samfundet har
! (;;;$((%
176
5 K
Netop denne monofunktionelle uddifferentiering har betinget industrialisme og velfærdssamfund. Og selv om
det er et formprincip med indbyggede problemer, der kan forstås som aktiverende for mit iagttagelsesfelt, så
skal vi ved analyse af problemstillinger og samfundssystemets aflastningsbestræbelser formentlig have for
øje, at stabilisering i monofunktionalitet er et evolutionært tilkæmpet resultat, som øger kommunikationspo-
tentialet markant: De legitimeringsprocesser, vi kan rekonstruere som samfundsansvarlighed, vil arbejde for
at undgå en regression til multifunktionalisme; dvs for at styrke de funktionelle grænser – ikke nedbryde
dem.
I det perspektiv bliver det i den funktionsdifferentierede samfundsform samfundsansvarets funktion at styrke
de funktionelle grænser. Men vi vil også kunne se, hvordan funktionen tager skiftende former undervejs i
evolutionen af det funktionelt differentierede samfund – over opbygningsfase til stabiliseringsfase til en til-
pasningsfase. Det er denne situation, jeg foreslår, at vi kan se udtrykt i de iagttagede empiriske ændringer i
forventningerne til erhvervslivets legitimitet og samfundsansvar mod slutningen af 1900-tallet. Således vil vi
også se, at erhvervslivets samfundsansvar ikke er nyt; det nye er tematiseringen og problematiseringen af
samfundsansvaret mod slutningen af 1900-tallet og forandringer ikke i samfundsansvarets funktion, men i de
vekslende sondringer, som fører denne funktion igennem.
Jeg vil senere i afhandlingen (del VI og VII) fremanalysere denne udvikling ud fra empirien og pege på pro-
cessens ikke-lineære, men cykliske forløb.
" " )
Med økonomisystemet som eksempel kan vi iagttage de stærke evolutionære kræfter, som bærer samfunds-
ansvaret i det funktionelt differentierede samfund.
Med uddifferentieringen i funktionssystemer, som hver især selvreferentielt tildeler sig sin legitimitet; som
hver for sig tegner samfundet, lægges iagttagelsen af samfundsansvar og samfundsansvarligheden tilsvarende
ud i samfundets mange ligeværdige (men ikke nødvendigvis jævnbyrdige) centre. Således opgiver også
2