Grænser for ansvar - Susanne Holmström

+ - $
+ ( / $
Feltet er præget af en retention og begyndende stabilisering af den ny forståelse af erhvervslivets grænser.
Den refleksive fases forhandlingsresultater fortættes og stabiliseres i nye strukturer. Refleksion er en risikabel
affære for et socialsystem. Den kan betyde blottelser og ofre på det korte sigt som indsats for eksistensen på
det lange sigt. For ultimativt er grænserne her ikke alene i spil – de er på spil. Socialsystemiske processer vil
stræbe efter at sikre grænserne, og det betyder at aflaste den refleksive selviagttagelse i den basale selvrefe-
rence, refleksiviteten. Grænserne restabiliseres.
Det breder sig som ’god praksis’ at følge forbillederne i erhvervslivet, der har selekteret variationer i den re-
fleksive fase. Denne diffusion af nye strukturer ser jeg som et interrelateret samspil imellem feltets iagttage-
re. Nyheds- og andre massemedia etablerer myter og virkelighedsbilleder, til dels i snævert samvirke med
protestmoralen. Med Brent Spar sagen opleves således det skifte, der har været længe undervejs. Casen bliver
et symbol på ændringerne i forholdet mellem erhvervslivet og samfundet i øvrigt. Her træder den erhvervs-
økonomiske og organisationsteoretiske forskning til med hyppige analyser af Brent Spar som case, og yderli-
gere med normativt-funktionelle modeller til nye regnskabsformer, stakeholder-dialog, symmetrisk kommu-
nikation, reputation management. I erhvervslivet påvirker erhvervsvirksomheder hinanden gensidigt gennem
spejlinger i markedet. Det er et markedsbillede, som understøttes både af det politiske system og NGOere,
som når politiksystemet argumenterer for socialansvarlig mærkning som et konkurrenceparameter (Citat 116)
og man fra NGO-side fremhæver bæredygtighedens betydning for markedet.
Som jeg ser det, kan vi her iagttage to dynamiske lag i de sociale evolutionsprocesser:
For det første den ’store’ transformative evolution, som er det overliggende tema i denne afhandling, og som
jeg ser som udtryk for de samfundsmæssige justeringsprocesser i krydsfeltet mellem independens og interde-
pendens. Her kan vi se, hvordan de variationer i erhvervslivets strukturer, som er selekteret i den refleksive
fase, nu retenteres og begynder at stabilisere sig som god praksis. De selekterede variationer har ændret
grænsesætningen for forventningerne til erhvervslivets legitimitet og samfundsansvarlighed, så sociale og
miljømæssige hensyn inddrages som relevante i erhvervslivets programmer.
For det andet ser jeg den mere trivielle evolutionære proces, som vi kan forstå som en indbygget aflastnings-
dynamik i sociale processer. Det er her, min pointe er aflastningen af den ressourcekrævende, temporeduce-
rende og grænsetruende refleksion i rutinemæssige, basalt selvrefererende kommunikationsprocesser.
& .
3 8 9
3 3 & ! %
Figur 67: To lag af evolutionære sociale dynamikker i god praksis fasen.
Igen: Jeg ser ikke, at det er ’aktørers strategiske interesser’, som her udøver et magtspil. Interessen er indlejret
i selve de sociale kommunikationsprocesser, og er simpel: De sociale processers ’natur’ kan forstås som
vandløb, der søger derhen, hvor de kan finde fortsættelse, altså hvor tilslutning er mest sandsynlig. Det er
kun, hvor tilslutningen glipper igen og igen, at de sociale processer bruger ressourcer på kommunikation over
300