Grænser for ansvar - Susanne Holmström

imod, hvad de iagttager forventes af dem i den indresamfundsmæssige omverden og 2) et delsystems inde-
pendente relationer til samfundet, hvor delsystemerne er autonome, fordi de her så at sige er dommer i egen
sag, nemlig varetager en funktion i samfundet.
For at kunne se disse sociale processer må den analytiske optik inddrage sondringen mellem socialsystemers
lededifference og iagttagelsesskematik, som jeg introducerede i II.4.1.2. Et kommunikationssystem opløses,
hvis den første sondring – lededifferencen, som konstituerer systemet – nedbrydes. Det vil for de funktionelle
systemer sige de binære koder. Vi kan følgelig se to niveauer i samfundets uddifferentierede kommunikation.
Den ene udgør grænserne omkring funktionssystemerne. Det er bevaringen af disse grænser, der er både må-
let og midlet i det funktionelt differentierede samfund, og det er en relativt stiv struktur, vi her kan iagttage.
Det er det independente niveau, lededifferencen, kodeniveauet. Det er her, vi kan tale om, at grænserne kan
sættes på spil. Her blinker advarselslygterne i det funktionelt differentierede samfund.
Så er der laget under, og her ser vi grænser opstå og opløses, flytte sig og ændre sig – inden for det overord-
net givne mønster. Det er det interdependente niveau, iagttagelsesskematikken – programniveauet, som jeg
introducerer nedenfor. Her kan vi tale om, at grænserne er i spil – og det er de konstant, for det bliver en må-
de at sikre funktionsgrænserne på. Her er der grønt lys.
Grænser konstituerer et funktionssystem. De er sat indefra, og kan kun styrkes eller nedbrydes indefra, om
end det i systemet oftest tillægges omverdensfaktorer. Grænserne er ikke sat en gang for alle. Tværtimod re-
tableres grænserne i den kontinuerlige strøm af kommunikationer. De er konstant i spil. Som eksempel på
grænser fx for relevans ser jeg: Skal vi i erhvervslivet kun tage hensyn til profit eller også people, planet?; for
ven/fjende: Vil vi lytte til Attac eller ej?; for succes: Giver top-ti i indtjening eller i bæredygtighed prestige?;
for det givne/betvivlede: Er stakeholderregnskaber helt sikkert sagen eller ej?
Anderledes er det i situationer med markante ændringer i omverdenskompleksiteten. Så kan grænserne inde-
fra sættes på spil. Det er her, faren for integration i traditionel forstand lurer. Vi ser, hvordan tematiseringen
af erhvervslivets samfundsansvar mod slut-1900-tallet syntes at sætte erhvervslivets grænser PÅ spil. Øko-
nomisondringens hensynsløshed i forhold til samfundet i øvrigt, til naturen og til mennesket blev problemati-
seret – og dermed sattes den økonomiske sondring under pres. Selve grænsen blev gjort til konflikttema. Re-
sultatet blev ikke en nedbrydning af grænsen, af lededifferencen – men en omprogrammering af den økono-
miske iagttagelsesskematik, som jeg ser det.
Således bliver problemet i det funktionelt differentierede samfund, når omverdensbelastningerne synliggøres,
når independenserne vokser sig gensidigt afhængige, hvordan socialsystemer udvider deres iagttagelsesske-
matik – deres sensitivitet – uden at nedbryde grænser. Frem for alt vil det være min overliggende pointe, at
de sociale processer har en indbygget trang til at aflaste sig, til at reducere risikoen for at sætte grænser på
spil, og vil tilstræbe en bevægelse fra ’på spil’ mod ’i spil’, dvs fra lededifference til iagttagelsesskematik.
) ( "
Således ser vi, at bevarelse af independensen bliver samfundets hovedproblem – et voksende problem, når 1)
netop den øgede independens tilsvarende øger gensidig afhængighed og 2) netop de øgede independenser
skaber problemer for den gensidige afhængighed – for jo større independens, des større egendynamik og
dermed umiddelbar blindhed i forhold til omverdenen, 3) men netop denne større egendynamik og egen-
kompleksitet, som den stabiliserede independens medfører, åbner omvendt op for stor sensitivitet og ’hyper-
irritation’, hvis først begivenheder i omverdenen vinder resonans. Netop interdependensen gør, at intet inde-
pendent system kan tillade sig en position af ’radikal indifference’ (Luhmann 1999:86). Den øgede indepen-
237