Grænser for ansvar - Susanne Holmström

gang for at kunne opfylde sit samfundsansvar. De sondrende kommunikative selektionsmekanismer bearbej-
der temaer som bæredygtighed, menneskerettigheder og samfundsansvar systemspecifikt – og dermed poly-
centreret, forskelligt.
Når iagttagelsen hviler i den lukkede socialsystemiske logik, så kan omverdensbelastninger først fattes af
samfundet, når det kan omformes som kommunikation; først fattes af det økonomiske system, når det kan
forstås ud fra den økonomiske kode – og først integreres i den økonomiske kommunikation, når det er accep-
teret som et tema. Og selv, når menneskerettigheder, dyrevelfærd, miljømæssig bæredygtighed er tematiseret
i den økonomiske kommunikation, vil en iagttager kunne spotte den blinde plet: At økonomien kun tematise-
rer i et økonomisk lys – og ikke har andre muligheder.
Hertil kommer, at denne blindhed er et generelt princip for sociale iagttagelser – og at der med samfundets
polycentrering end ikke kan postuleres en fælles blindhed – ud over måske selve samfundets polycentrering:
Fraværet af en helhed, en fælles interesse – monocentri – er det polycentrerede samfunds blinde plet.
+ + " 6 $ /
Med paradigmeskiftet vendes det problematiserende blik. Perspektivet bliver de selvorganiserende sociale
processer – og problemet bliver deres fortsættelse; og nærmere – det nutidige samfunds funktionelt differen-
tierede formprincip som lededifference. Således vil jeg med det metateoretiske paradigmeskifte pege på det
funktionsdifferentierede samfunds problemer for sig selv; dvs for fortsættelsen af kommunikationsprocesser-
ne. Det bliver optakten dels til en rekonstruktion af funktionen for legitimitet og samfundsansvar, dels til ana-
lysen af situationen i det iagttagede felt. Her vil jeg lægge an til en række ledetråde, som jeg vil trække igen-
nem afhandlingen: Det vil i samfundsperspektivet kunne sandsynliggøres som problem, når kommunikati-
onsprocesserne truer med
at belaste deres omverden – de psykiske, fysiske, neurale, kemiske og organiske forudsætninger for kom-
munikation – i en grad, så kommunikationen undergraver sine egne forudsætninger. (Sådan kan vi fx se
både kravet til erhvervslivet om hensyn til miljøet og forskellige sociale hensyn, fx i forhold til stress-
belastninger af medarbejdere.)
at afskære de netværk af sociale interdependenser, der er nødvendig for independensen i det senmoderne
samfund. (Sådan som vi så det i den konfliktfylde periode især i 1970erne, hvor erhvervslivet valgte at
stå fast på distinktionen ’indtjening et bredere samfundsansvar’, mens erhvervslivet i dag netop temati-
serer interdependensen gennem det bredere samfundsansvar som forudsætning for deres ’license to ope-
rate and innovate’ (Kingo 2002).)
at blive for redundant; dvs ikke være tilstrækkelig irritabel, ikke forny sig med frisk information til pir-
ring af de systeminterne kommunikationsprocesser, som langsomt går i stå. (Her kan vi relatere til det
gængse krav om dynamik og innovation i erhvervslivet. Vi kan også relatere til advarende iagttagelser i
70erne såsom, at ”forretningsmanden føler, at enhver ’liberal’ eller oplyst opinion er imod ham og at det
bedste, han kan gøre, er at undgå publicity” (Citat 15).)
omvendt at blive for irritabel, så kommunikationsprocessernes informationsforarbejdningskapacitet
overbelastes og processerne løber løbsk. (Det kan vi relatere til fx en virksomhed udsat for en intens ny-
hedsmediebåren krise, som kan sætte de kommunikative processer i panik. Vi kan også se det som et ka-
rakteristisk træk i vor tids hyperirriterede samfund.)
at blive for refleksiv, så grænserne sættes i fare. (Det er et træk, vi kan fremanalysere i dele af 1990ernes
erhvervsliv. Jf Citat 76 og V.4.)
87