Grænser for ansvar - Susanne Holmström

At vi må forstå samfundets regulerende (selvregulerende – hvad ellers?) legitimeringsprocesser som
arbejdende for at beskytte og styrke grænserne. Bevægelsen går mod en styrkelse – ikke en svækkelse –
af de funktionelle grænser.
At hvert funktionssystem konstruerer samfundet selvreferentielt, og kan forestille sig selv at være sam-
fundet. Funktionssystemerne bliver selvlegitimerende og opfylder samfundsansvaret, så længe de fortsæt-
ter og fremmer den funktionelle kommunikation. Funktionsdifferentieringen forstås som evolveret for at
fremme kommunikationen i samfundssystemet.
At det har radikale konsekvenser, når vi ser økonomiens samfundsansvar i det polycentriske perspektiv.
Her bliver det problematisk, hvis man i erhvervslivet sætter sig ud over de økonomiske selektionskriteri-
er og beslutter sig for urentable investeringer ud fra hensynet til miljø eller mennesker ud fra ekstra-
økonomiske overvejelser som fx politiske. Her regrederer betalingsdynamikken. Således bliver det sand-
synligt, som jeg vil vise i analysen af evolutionen, at økonomien først kan påtage sig dette bredere sam-
fundsansvar, når det synes samfundsansvarligt at gøre det; altså hvor det kan betale sig.
Polycentreringen i selvreferentielle begrundelser for samfundsansvar: De mange forskellige perspektiver
på samfundsansvaret; det er her, den sociale dimension giver den saglige dimension dens betydning. Dy-
namikkerne i samfundsansvaret skal findes i de grænsebevarende processer; samfundsansvar bliver en
del af en iagttagelsesskematik, som udspringer af det iagttagende systems lededifference. Det betyder for
det første, at der ikke gives nogen mulighed for en koordinerende, regulerende, normgivende eller over-
gribende top eller et centrum i samfundet: Iagttagelserne af samfundsansvar kan ikke konvergere. De er
styrede af de uddifferentierede kommunikationssystemers forskellige funktionelle sondringer. Det bety-
der for det andet, at vi ikke kan postulere en enhed for samfundet, altså samfundsansvarlighed som umid-
delbart udtryk for en fællesinteresse – eftersom en sådan kun kan rekonstrueres som uddifferentierede fo-
restillinger i ’særinteressen’, for nu at blive i et monocentrisk vokabular. Et forsøg på at gøre samfunds-
systemets enhed til genstand for sine egne operationer løber i det funktionsdifferentierede samfund ud i
en paradoksi: Operationen må både ekskludere og inkludere sig selv. (Det forhindrer ikke, at delsyste-
merne paradoksalt opfatter sig selv som repræsentative for samfundet. Heller ikke, at paradoksien ka-
moufleres ved reference til fælles skæbne.)
Når vi ser legitimitetskriser og krav om større samfundsansvarlighed, etiske programmer og koncepter
som den tredobbelte bundlinie slå ned i organisationer – så kan vi forstå det både som udtryk for de sam-
fundsbevarende processers diffusion af turbulensen, men også som udtryk for, at ændringer i program-
meringen af den funktionelle kommunikation vil slå igennem i organisationer.
Disse pointer vil jeg bære videre i analysen, og først og fremmest pege på, hvordan vi ser processerne arbejde
for at styrke grænsesætningerne. Denne proces sættes imidlertid under skiftende betingelser for sin fortsættel-
se undervejs i evolutionen af det funktionsdifferentierede samfund. Det vil jeg indfange med en videreføring
af den bærende problematik i de sociale processer i den iagttagede empiriske periode i ’independens inter-
dependens’-paradokset.
181