Grænser for ansvar - Susanne Holmström

" 5
Fordi det teoretiske apparat, jeg her udfolder, helt overvejende hviler i Luhmanns teoretiske univers, og fordi
Luhmann er kontroversiel i forhold til en stor del af forskningstraditionen og tolkningen af Luhmann ofte bæ-
rer på misforståelser ud fra denne forskningstraditions iagttagelsesskematik, vil jeg kort begrunde Luhmann
til forskel fra traditionen, og til forskel fra misforståelserne – og i øvrigt lade afhandlingens iagttagelser tale
for tilgangen. Luhmann er radikalt ny i sin teorikonstruktion
4 2
! "##($)#$;%
Denne radikale anderledeshed er ikke udtryk for negligering, nonchalance eller blindhed i forhold til andre
teoretikere. Tværtom: Hans analyser refererer til den sociologiske, filosofiske og samfundsteoretiske traditi-
on, og hans fremanalysering af nutidens samfund baserer sig i analytiske iagttagelser af samfundets skiftende
iagttagelser fra præmoderne tid op til vor tid. Han argumenterer således for, at problemstillinger i vor tid ikke
kan belyses med teoriparadigmer, som er konstrueret ud fra tidligere samfundsformationer.
I stedet giver han et radikalt opdateret, omfattende og gennemarbejdet bud på en teori om det sociale, med en
radikalitet, stringens og præcision baseret bl.a. i logikken (Gotthard Günther), matematikken (George Spen-
cer Brown) og biologien (Maturana, Varela). Radikalismen viser sig i perspektivets fokus på sociale syste-
mers kommunikative processer – i stedet for menneskets bevidsthed. Det skal selvsagt forstås som en analy-
tisk, ikke en normativ approach. Med den væsentlige tilføjelse, at med en erkendelsesteori, som hviler i en
forståelse af erkendelsen som konstrueret gennem selvorganiserende sociale filtre, produceres klart en kritik
af en blindhed, der ser mennesket som sidstereference for det sociale og tilsvarende bevidsthedsbaserede in-
tersubjektive virkelighedskonstruktioner uden om det sociale.
Således er selve grundtanken i teorien et paradigmeskifte i sociologien, der tillader os at se sociale processer i
øjnene; dvs konstruktion af en iagttagelsesskematik, der kan se nutidens samfund på nutidens præmisser – og
ikke på fortidens. Som teorien selv foreholder, så ser forskellige iagttagelsesskematikker forskellige virkelig-
heder. De har ingen umiddelbar mulighed for at forstå hinanden. Det følger også på det videnskabsteoretiske
plan, hvor et perspektiv på Luhmanns teori fra en anden teoritradition må være umiddelbart kritisk. For at
kunne se en teori kræves en sensitivitet over for den, så dens tydningskraft kan afprøves på dens egne præ-
misser, og under alle omstændigheder de distinktioner fremlægges, vi tager i anvendelse i vores iagttagelse af
teorien. Det kan være et krævende projekt, men må være en videnskabelig præmis især for humaniora og
samfundsvidenskaberne, som umiddelbart beror mere på fortolkninger end naturvidenskaben 243 .
Kritik af teori må således formuleres ud fra et indgående kendskab til pågældende teori. Det, kan man sige, er
også afhandlingens ambition: Jeg afprøver teoriens tydningskraft på empirien – ud fra en loyal læsning af te-
orien. Det kræver først og fremmest simpelthen at kunne se, at Luhmanns analyse af systemrationalitet hviler
< 4 " 4 ; 2 !& ; " & ! * ! ! '
368