Grænser for ansvar - Susanne Holmström

Arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer søger nu i langt mindre grad at hævde deres medlemmers umistelige rettigheder
og taler stadig mere om at udvise hensyntagen til den samfundsøkonomiske situation og tilbageholdenhed for det
fælles bedste. (...) Samtidig med at forhandlingsrelationerne er blevet udbredt i det danske samfund er samfundsdeltagerne
begyndt at anlægge sådanne helhedsforestillinger.
Citat 44: (Raffnsøe og Pedersen 1995-06-02/08).
Vi kan således se det som (gen)indførelsen af et slags konsensus-perspektiv, af ’vi er alle i samme båd’. The
Shell Report 2000 udtrykker forestillingen:
We recognise that Shell is part of society. We share the same agenda. As people we all breathe the same air and have the
same basic hopes and concerns for the welfare of our children and their future. - Our success as an organisation is intimately
linked to that of society.
Citat 45: Fra the Shell Report: People, Planet, Profet 2000 (2000a:6).
Det er denne argumentation, vi møder igen og igen, om en fælles skæbne i forskelligheden, hensynet til om-
verdenen af hensyn til sig selv. Også hos NGOere møder vi forestillingen:
Amnesty International er overbeviste om, at hvis man læser kortene korrekt, vil man f.eks. se, at erhvervslivets interesser
og Amnesty Internationals målsætning er sammenfaldende. Amnesty arbejder for respekt for menneskerettighederne som
en vej til social og økonomisk udvikling. Dette er også i erhvervslivets interesse.
Citat 46: Ulla Baden, Business Coordinator, Amnesty International, Dansk Afdeling, paper på møde i Brancheforeningen
for Public Relations Virksomheder, 97-11-24.
Det overordnede tema for iagttagelserne er erhvervslivets ansvar. Hvad er erhvervslivets ansvar – og hvad er
ikke. Det betyder, at der konstant kommer nye temaer på dagsordenen, efterhånden som et belastet område
tematiseres i feltet, såfremt det problematiseres i forhold til erhvervslivet. Først så vi miljøet gjort til tema.
Efterhånden kommer flere andre til. Forskellige undersøgelser peger på en udvikling fra fokus på miljø til dy-
revelfærd og videre til sociale forhold og efterhånden til forretningsforhold (etik i markedsføringen etc) 112 .
Der er nationale forskelle (UK dyreetik, Tyskland/Skandinavien miljø, USA menneskerettigheder), men me-
gatendenserne er de samme.
I 1996-97 tematiseres kravet til virksomhederne om at overholde menneskerettighederne – ud over det, der er
fastsat i lovgivningen, og ikke kun i nær- eller nationalsamfundet, men i verdenssamfundet (fx Shell i Nigeria
– miljø, politik; Heineken, Carlsberg, ØK, Total mfl i Burma – militærdiktatur; ØK i Thailand - sprøjtegifte;
Cheminova i Nicaragua – sprøjtegifte; Nike – børnearbejde; McDonald’s i Vietman – giftigt arbejdsmiljø, i
Kina – børnearbejde). Temaet vinder resonans i erhvervslivets elite. Dansk Industri iværksætter i efteråret
1997 en informationskampagne om industrien og menneskerettighederne sammen med Center for Menneske-
rettigheder. Under overskriften ”Vejen frem er dialog – ikke konfrontation” skriver Dansk Industris adm. di-
rektør:
N $! ! ! ! 1 ( ! + * C 1 778. 1 ! )
!% '
127