Grænser for ansvar - Susanne Holmström

Her bliver det væsentligt, at økonomien er kendetegnet af en dynamik, som gør økonomisystemet både sær-
ligt blindt og særligt følsomt. Som jeg ser det, hviler det dels i dobbeltkoderingen; dels i kommunikations-
mediet penges høje teknificerede abstraktionsgrad, som er mere effektiv som bærer af de kommunikative
processer end andre kommunikationsmedier som fx magt, ret, sandhed, tro, information.
Ethvert forbrug af penge er samtidig en overdragelse af dem til andre – altså cirkulation af ejendom. På den
måde fremkommer økonomisystemets ’dobbeltkredsløb’. Enhver betaling producerer samtidig betalingsevne
hos modtageren og manglende betalingsevne hos den betalende, som gennem videre operationer i økonomien
må retablere sin betalingsevne. Betalingsevne og manglende betalingsevne må formidles og cirkulere i en
uendelighed. Det tvinger økonomisystemet til en bemærkelsesværdig dynamik. Det igen fører, som jeg ser
det, til en markant høj grad af både lukkethed og åbenhed, af ufølsomhed og sensitivitet. Økonomien taler
kun prisernes sprog. Det er til gengæld et letpåvirkeligt sprog.
Det er således min pointe, at vi kan iagttage økonomien som en både særlig blind og særlig følsom dynamik.
Økonomien er lukket om sin stærke dynamik og umiddelbart meget lidt sensibel over for omverdensbelast-
ninger. Omvendt er det en meget følsom dynamik, hvis først en omverdensbelastning kan oversættes til de
økonomiske programmer (priser). Så vil vi se, at økonomien er mere følsom end måske noget andet funkti-
onssystem. Kan det betale sig – fremmer det den økonomiske dynamik – at være socialt ansvarlig, at være
miljøvenlig, indtænke dyrevelfærd, at etablere værdiledelse, alternative regnskaber, at brande sin virksom-
hed, er det økonomiske system ’værgeløst udleveret’ 77 .
Min anden pointe er det, at vi i mit blik kan forklare det økonomiske systems store udbredelse i samfundets
kommunikation med pengemediets evne til at facilitere kommunikation – en evne, der ikke synes overtruffet
af noget andet funktionsmedie. Det er klart, at der heri også ligger en latent trussel, som vi hyppigt ser mani-
festeret, når økonomien belaster andre funktionssystemer – og heri kan se en forklaring på, at vi i 1960erne
og -70erne ser en overvejende del af den samfundskritiske, ’anti-autoritære’ kommunikation tematisere
økonomisystemet.
+ ) ) ,
Økonomiens blindhed betones af den omverden, den narcissistisk spejler sig i: Markedet, som Luhmann ind-
kredser netop ikke som system, men som en filterydelse, som en reduktion af kompleksitet, som relativt
usandsynlige ordningsydelser, der uddifferentieres gennem økonomisystemets genindføring af sine egne
grænser i sig selv, hvor markedet fremkommer som økonomiens interne omverden. Som marked bliver øko-
nomisystemet selv til omverden for sine egne aktiviteter. (Jf Luhmann 1999: kap. 3.)
På markedet iagttager man kun ved hjælp af priser, dvs med et reduceret, cirkulært lukket netværk af påvirk-
ninger, og det er her, sensitiviteten overfor ændringer i omverdenen ligger gennem ændringer i priserne, der
fungerer som informationer for kommunikationsprocesserne (Luhmann 1999:18).
Grundlæggende afgør økonomisystemets omverdenskonstruktioner mulighederne for omverdenshensyn. Så-
ledes kan vi tale om flere niveauer af omverdener: 1) Den medfødte ’indre’ omverden, markedet, 2) ikke-
økonomiske funktionssystemer og organisationer, og 3) offentligheden, som angår den ’derud over rækkende
samfundssysteminterne omverden’ (Luhmann 1999:107). Foreløbig vil jeg pege på, at omverdenen – som jeg
tolker teorien – filtreres gennem økonomisystemet, dvs ’markedet’, før det når ’ud til’ en iagttagelse af andre
ikke-økonomiske omverdenssystemer eller totalsamfundssystemet. Når vi således taler om virksomhedens
88 #D % ; " ! ! & !$ ! $ & * $ ) +
+ '# ,- % 7=9. ) 0
82