Grænser for ansvar - Susanne Holmström

B
Vi ser altså, at vi som udgang for vores analyse i den foreslåede teoriramme, når vi vil begribe de transforma-
tive evolutionsprocesser, må tage den selvorganiserende koordinering; at samfundets regulering sker ud fra
drivkraften til at fortsætte sig selv, dvs det funktionelle differentieringsprincip; at denne drivkraft til selvfort-
sættelse indebærer en vis ’konservatisme’ – nemlig differentieringsprincippets bevarelse – men at der samti-
dig er stor dynamik indbygget; at en analyse af processer, problemer og løsningsmodeller må gå ud fra selv-
fortsættelsesdriften for de sociale processer i det funktionelt differentierede samfund.
Den samfundsarkitektoniske kompleksitet og det abstraktionsniveau, jeg i det foregående har fremlagt, ser
jeg som en tvingende forudsætning for den analytiske optik for ikke igen og igen at forfalde til magelighe-
dens vanetænkning, tradition og blindhed. Jeg postulerer ikke, at det lykkes. Tværtimod kan jeg se, at der et
uendeligt område, jeg ikke kan se. Men jeg postulerer, at abstraktionerne er et skridt på vejen mod at ’beskri-
ve det samme med andre forskelle og fremstille det, der for den indforståede fremstår som nødvendigt og na-
turligt, som kontingent og kunstigt’ (Luhmann 2000b:20-21).
Min tese bliver således overordnet, at forventningerne til erhvervslivet har ændret sig markant mod slutnin-
gen af 1900-tallet som aflastning af det pres, der produceres af moderniseringsprocesserne i vor tids poly-
centrerede samfund. Tematiseringen af erhvervslivets samfundsansvar forstår jeg som udtryk for en konflikt
mellem funktionssystemernes independens og interdepensens, som slår ned i organisationer – in casu er-
hvervsvirksomheder – for kun i organisationer kan vi finde muligheden for aflastning. Det problematiserende
blik rettes mod tre interdependente dimensioner: Totalsamfundet, de funktionsdifferentierede systemer, og
organisationer.
Den evolution i erhvervslivet, som er analysens hovedfokus, sker således ikke uden omverdenens tilskyndel-
se – om end den foregår på erhvervslivets egne præmisser ud fra de økonomiske selektionskriterier. På soci-
aldimensionen har denne del fremanalyseret væsentlige af feltets iagttagere og deres muligheder for iagtta-
gelse og gensidige påvirkninger. Det er her, de forskellige perspektiver på sagsdimensionen træder frem – og
hermed konflikter i feltet. Ud fra den gennemgående analytiske lededifference er det tilsvarende på denne
dimension, jeg skriver mig op mod forestillinger om overgribende universelle helhedsnormer og netop beto-
ner samfundet som polycentreret.
Netop med en polycentrisk samfundsbeskrivelse bliver det klart, at der ikke kan gøres fordring på et center i
samfundet – som fx politik eller offentlighed –, som koordinerer samfundet. Styre kan ethvert system kun sig
selv. Konflikter og grænsekampe mellem de uddifferentierede socialsystemers forskellige virkelighedsforstå-
elser bliver et grundvilkår i det polycentrerede samfund og symptomer på en selvorganiserende proces, som
afbalancerer de uddifferentierede systemer gensidigt i en hyperkompleks interaktion. Det er i denne gensidige
afbalancering, grænser flyttes og virkelighedsforståelser ændres – og i denne store societale kontekst, jeg for-
står ændringerne af forståelsen af erhvervslivets legitimitet og ansvar i samfundet. Med teorier, som går ud
fra en spids eller et centrum, vil vi ikke kunne indfange processerne i iagttagelsesfeltet. De forudsætter en
kanalisering af kommunikationsflow’et, som der hverken er eller kan etableres dækning for gennem en frem-
analysering af empiriske sociale processer. Det bliver klart, at i en sådan samfundsarkitektur bliver ikke alene
en forståelse af fx en ’public-corporate’ dialog (Grolin 1998) båret af fællesinteressens rationalitet en myte;
det samme bliver stakeholder-forståelsen som en faktisk omverden, der strukturerer virksomheders sam-
263