Grænser for ansvar - Susanne Holmström

sandsynliggør, at variationer kan tematiseres og som afgør den samfundsmæssig ’nytte’ af kommunikative
selektioner.
Således ser jeg den refleksive fase præget af en kommunikation, der nok er åben i den forstand, at socialsy-
stemer ser sig selv i den større societale sammenhæng og åbner op for interne justeringsprocesser, men fort-
sat lukket i den forstand, at kommunikationen vil være forankret i de funktionelle koder. Når vi anskuer evo-
lutionen i det store samfundsmæssige perspektiv og forstår transformationsprocesserne som aktiveret af det
funktionsdifferentierede samfunds bestræbelser på at opretholde sig selv, så er sandsynligheden en bevægelse
mod restabilisering af de funktionelle strukturer mod nye lukninger. Samfundet retablerer sine grænser og
frigiver ny energi til sine kommunikative processer.
Vi ser således, hvordan der i den funktionsdifferentierede og afledte organisatoriske kommunikation, med
fokus på erhvervslivet og økonomien, er installeret muligheder for tilpasning – atter: Til sig selv. Men jeg vil
også pege på, hvordan disse tilpasninger tilsyneladende altid bærer nye problemer i sig. Problemet bliver i det
funktionsdifferentierede samfund; når omverdensbelastningerne synliggøres; når independenserne vokser sig
gensidigt afhængige: Hvordan socialsystemer udvider deres iagttagelsesskematik, deres sensitivitet, uden at
nedbryde grænser. Vi har i den refleksive fase set, at det er gjort ved at udbygge den systeminterne komplek-
sitet, så systemerne kan iagttage og kommunikere over belastningsproblematikken. Men igen bærer det pro-
blemer i sig: En sensitivitet, som fører til en hyper-irritabilitet, som kan belaste og true de sociale processer.
299