Grænser for ansvar - Susanne Holmström

3
/ 1 7 1
] 5 ! % : 2
: 2
/ : :
307
. 5 2
5 $ : :
* 1 2 6 2
: : 2
, 2
/ 5 2
Figur 70: Afparadokseringsstrategier i god praksis fasen. Oscilleren mellem: Er vi independente eller ej? Kan det betale
sig eller ej? Kan vi beslutte eller ej? Se også VII.3.1og VII.4.3.
+ + $ -
’God praksis’-fasen betegner en restabilisering af økonomiens grænser: Asymmetriseringen vægter atter in-
dependensen i erkendelse af independensen som forudsætning for interdependensen; omvendt er nu også in-
terdependensen som forudsætning for independensen erkendt selvreferentielt – som en integreret del af øko-
nomiens selektionspræmisser, ikke oplevet som krav påtvunget udefra. Jeg mener, at vi derfor kan tale om
polykontekstreferentiel selvlegitimering.
Det er dette stadie, der illustrerer tegn på restabilisering af den økonomiske kode: I den refleksive fase har
feltet forhandlet sig frem til, at økonomien udvider og reprogrammerer sin iagttagelsesoptik som polykon-
tekstreferentiel selvregulerende kontingenskontrol. Nu bliver spørgsmålet snarere, hvordan funktionskodens
ny programmering gennemføres på organisationsniveau, og her introduceres den ’gode praksis’.
Som den drivende hovedkraft kan vi fremanalysere en evolution i den samfundsmæssige struktur, fra 1) de
fast lukkede stabiliserede funktionssystemer i den konventionelle fase til 2) presset fra funktionssystemernes
stigende gensidige interdependens i den kontra-aktive fase, videre til 3) en stigende anerkendelse af den gen-
sidige interdependens mellem samfundets forskellige funktionsområder i den refleksive fase, 4) som stabili-
serer sig som baggrundsbillede for den restabiliserede independens i ’god praksis’ stadiet.
Vi så, hvordan regulering via den fremmedreferentielle lovgivning ikke længere sikrede et tilstrækkeligt sta-
bilt forventningsbillede til at generere den tillid, der bærer (og bæres af) kommunikationsprocesserne og nu
er suppleret med den polykontekstreferentielle selvlegitimerende kontingenskontrol, som i erhvervslivet ud-
trykkes specifikt i multi-stakeholder-dialog-konceptet.
Vi ser også, hvordan denne selvkontrol, som er et resultat af selektioner af variationer i den refleksive fase –
en krævende og risikabel kommunikationsform – aflastes i rutiner, standarder, mærkningsordninger, model-
ler, bench-marking, regnskaber, certificeringer, verifikationer. På den måde kanaliserer samfundet sin poly-
kontekstreferentielle selvlegitimering fra hyper-irritable tilstande over i mere stabile, sikre forventningsmøn-
stre.
Den ny samfundsselvbeskrivelse fanger efterhånden bredt og ureflekteret an. I det store perspektiv kan vi i
rutiniseringen se, at samfundssystemet garderer sig mod hyper-irritation og mod en resonans, der ville kunne