Grænser for ansvar - Susanne Holmström

nomiske funktionssystem og dets participerende systemer, men på et stadie i evolutionen af det funktionelt
differentierede samfund, hvor samfundskonstruktionens iboende paradoks mellem independens og interde-
pendens tenderer til synliggørelse og dermed til blokering af kommunikation, og hvor samfundssystemet føl-
gelig vil aktivere forskellige afparadokserings- og aflastningsstrategier som modværge.
Jeg minder også om, at vil vi forstå betingelserne for de sociale læreprocesser og evolutionen af nye grænse-
sætninger for økonomien og erhvervslivet må vi tage udgang i økonomisystemet som autopoietisk. Det er
lukket om sin egen logik, dvs pengemediet og dobbeltkoderingen +/÷ eje, hhv betale. Men åbent, fordi det
identificerer sig til forskel fra en omverden og identificerer sig selv i en evindelig oscilleren mellem selv- og
fremmedreference, mellem penge og (selvkonstruerede) behov 204 . Både det økonomiske funktionssystem og
dets individuelle organisationer forandrer sig som alle andre systemer uophørligt. Spørgsmålet er, hvilke for-
andringer vi mener at kunne fremanalysere som resonans på den ny og instabile omverdenskompleksitet.
I erhvervslivet er grænsesætningen på dette stadie, at temaer som samfundsansvar, etik osv ikke vinder gene-
rel resonans. Det er forudsat uproblematiseret i selvforståelsen, at man via opfyldelsen af de økonomiske
succeskriterier er etisk; er samfundsansvarlig. Det er selve formprincippet i det funktionelt differentierede
samfund, som her gør sig gældende. Hvert funktionssystem er ’født’ samfundsansvarligt. Erhvervslivet er
stabiliseret i et konventionelt økonomisk paradigme. Det er i det perspektiv, jeg læser Friedmans erklæring i
1970 om, at ”det er erhvervslivets samfundsansvar at øge indtjeningen” (Citat 13). Profitmaksimeringsmål-
sætningen er ikke et mål i sig selv, men et middel til fortsættelse af økonomiens kommunikationsprocesser –
betalinger. Drivkraften handler alene om ”økonomiens selvkontinuering”, hvor indtjening kun ”tjener til at
føre denne rekursivitet tilbage til sig selv” (Luhmann 1999:65-66).
De sociale kræfter, der binder erhvervslivet til sit konventionelle perspektiv, former sig i forskellige strategier
over den iagttagede periode. Første strategi, som bliver fremherskende gennem 1970erne, kan vi se som neg-
ligering af den instabile omverden. Hvad der ikke kan opfattes som relevant med økonomiske kriterier, vin-
der ikke resonans. Erhvervslivet er forankret i det konventionelle paradigme. De ny og bredere krav til
samfundsansvar opfattes som irrelevant, urimelig og utidig indblanding – som uden for grænserne. Den
instabile omverden iagttager, at erhvervslivet har ’mistet jordforbindelsen’ og ’lukker af for
samfundsdebatten’ (Citat 7). Nyhedsmedia ser erhvervslivets holdning som: ”Blæse være med offentlighe-
den, jo mindre, jo bedre!” (Citat 8). Som relevant omverden gælder alene, hvad erhvervslivet forstår sig som
afhængig af i en konventionel selviagttagelse: Det er helt overvejende økonomiens indre omverden, marke-
det (markedsføring) og omverdenssystemer med stærke strukturelle koblinger – først og fremmest politik
(lobbyisme) og ret. Mens den instabile omverdens kommunikation i markant grad tematiserer erhvervslivets
grænser, er erhvervslivets fremherskende omverdensmodel det konventionelt markedsorienterede ’marketing
concept’ (Citat 12). I erhvervslivet vinder den instabile omverden kun relevans i virksomheder, der opfatter
sig som direkte berørte. Det gør man i erhvervslivet først, når irritationen rammer via det, der konventionelt
forstås som erhvervslivets relevante omverden – dvs påvirker afsætningen eller skærper lovgivningen. Hvad
der overhovedet kan ses som relevant i omverdenen afgøres af erhvervslivets iagttagelsesskematik. Irritatio-
ner i erhvervslivet opstår kun i det omfang, de danner problemer for erhvervsvirksomheders autopoietiske
fortsættelse.
Det gælder således for det første, at omverdenen kun kan ses af erhvervslivet med de økonomisk baserede
sondringer. For det andet, at når de iagttages i erhvervslivet, så oversættes de til et sprog, økonomien kan
3 ! + + *& % ! + ;! & * % ! $
+ " ! + & ! $ '
276