Grænser for ansvar - Susanne Holmström

programmerings nedslag i organisationer – og som udtryk for det aktiverede fokus på beslutningens kontin-
gens og dermed de præmisser, der leder beslutningsprocesserne (se også IV.3.4.2).
Her vil jeg pege på tre forhold:
Organisationer er altid polygene – og med den stigende interdependens som en forudsætning for inde-
pendensen kobles mellem endnu flere funktioner internt i organisationen. En organisation bundter flere
funktionelle koder i sine beslutningspræmisser, ligesom organisationer kan uddifferentiere afdelinger,
som fx refererer til den juridiske kode (en juridisk afdeling), til sundhedssystemet (bedriftsundhedstje-
nester), til æstetik (designafdelingen) eller videnskab (R&D afdelingen). Det ændrer ikke på, at disse af-
delinger grundlæggende understøtter den økonomiske dynamik.
Der ændres ikke på det økonomiske primat i erhvervsvirksomheder (som i øvrigt så også ville ophøre
som erhvervsvirksomheder). Det er naturligt for en organisation at bevare sit funktionelle primat – for
det sikrer forventningsbillederne i samfundet og dermed kommunikationsprocesserne: Man ved, hvad
man har med at gøre.
Men den økonomiske reprogrammering ændrer sig undervejs i evolutionen, så den tager højde for det
ændrede forhold mellem independens og interdependens.
Vi ser i analysen, hvordan det grundlæggende rationale går fra det konventionelle virksomhedsparadigmes
utvetydige forankring i et økonomisk rationale over i et øjensynligt bredere rationale i det refleksive para-
digme, som inkluderer ’sociale og miljømæssige hensyn’ og referencen til en længere række stakeholders.
Hvor erhvervslivets beslutningsprocesser grundlæggende var forankret i det symbolsk generaliserede medi-
um penge, synes en flertydighed at præge det refleksive paradigme. Men når vi ser på argumenterne bag den-
ne selvrestriktion i erhvervslivet, så bliver det udtalte argument bag ofrene på det korte sigt i stigende grad
økonomisk gevinst på det lange sigt – efter en relativt kort periode i begyndelsen af den refleksive fase af en
mere moralsk-normativ karakter, som tilsyneladende udfordrer erhvervslivets økonomiske rationale. Argu-
mentet bag etiske, sociale og miljømæssige hensyn bliver, at ”det sikrer den langsigtede forretningssucces”
(Citat 104). Men erhvervsorganisationer tenderer til at følge den bredere værdiorientering, som økonomiens
reprogrammering åbner op for – så den funktionelle interdependens sikres af hensyn til independensen.
Således kan evolutionen mod et refleksivt virksomhedsparadigme netop ses som udtryk for det funktionsdif-
ferentierede samfunds selvbevarende dynamik.
For erhvervslivet forbliver økonomien primat og penge-mediet dynamikken. Begrundelsen for erhvervslivets
såkaldt bredere samfundsansvar ligger i økonomien. Det er en tautologi at fremhæve denne sammenhæng,
når netop primatet i økonomien definerer erhvervslivet. En præcisering vil det være at pege på, at vi ikke ser
tegn på, at erhvervsorganisationer opgiver primatet i økonomien og overgår til eksempelvis at være kirker,
forskningsinstitutioner, politiske institutioner, familier eller humanitære organisationer. Når man taler om fx
corporate religion, vidensregnskab, den politiske virksomhed, værdiledelse, human rights performance – så
ligger det økonomiske rationale som den grundlæggende sondring i beslutningsprocesserne. Således kan vi
snarere fremanalysere fænomenerne som udtryk for økonomiens reprogrammering.
Således ser jeg, at det i den kontra-aktive fase først er den funktionelle independens, som udfordres af de so-
ciale processer i aktiveringen af evolutionen mod et refleksivt paradigme. Vi kan her i det samfundsmæssige
perspektiv se risikoen for, at det funktionsdifferentierede samfunds grænser nedbrydes. Turbulensen spredes
ud i erhvervslivet, hvor det funktionsspecifikke primat forsvares som nødvendig. Først i den refleksive fase
slår de sociale læreprocesser igennem, der karakteriserer den evolution, der er min iagttagelses fokus. Her
347