Grænser for ansvar - Susanne Holmström

åbnes op for variationer, der fører til reprogrammeringer. I god praksis fasen sætter reprogrammeringen sig
bredt igennem i organisationer.
I det refleksive virksomhedsparadigme vil rationaliteten være forankret i det ny økonomiske program. Hvad
der har ændret sig er ikke den økonomiske dynamik som bærende for beslutningsprocesserne, men snarere
betingelserne for at fortsætte beslutningskommunikationen over betalinger; dvs en reprogrammering af den
økonomiske kode. Med sin fortsatte forankring i det økonomiske rationale, så tjener det refleksive virksom-
hedsparadigme netop sin funktion: At bevare grænserne for det økonomiske funktionssystem, når hele me-
ningen med denne evolutionære manøvre er at sikre bæredygtigheden for det funktionelt differentierede sam-
fund. Transformationsprocesserne mod et refleksivt virksomhedsparadigme bæres af samfundets legitime-
ringsprocesser og det funktionelt differentierede samfunds selvbevarende dynamik.
+ " 6
I den iagttagede periode har vi set, hvordan beslutningskommunikationen konstant belastes og tilsvarende af-
laster sig i organisatoriske rutiner og modeller, der løbende rekonstruerer omverdenens instabilitet og usik-
kerhed i organisationssystemisk konsistens. Det er her, jeg ser en bevægelse i erhvervslivet, hvor belastninger
af omverdenen fører til aflastninger, som igen fører til forskellige organisationsinterne belastninger, som for-
søges aflastet i funktionelle ækvivalenter undervejs i evolutionen.
8 2 2
2
5 : : 2
K
348
9
2
( 2
- 7 F 2 6
- 2
2 : : 2
Figur 90: Aflastninger af beslutningskommunikationen.
3
/ $ :
:
5
3
K 2
9 5 - F 2
2
Først negligeres den instabile omverdens kontingenserklæring af betalings- og beslutningskommunikationen.
Dernæst reduceres og rekonstrueres sagens kompleksitet, så den kan behandles med beslutningskommunika-
tionens organisatoriske værktøjer. Den lægges ind i ’velkendte’ modeller som fx issues management. I den
refleksive fase, som kan ende i selvsving, hvis refleksionen fører til uendelige beslutningsprocesser om be-
slutningsprocesserne, aflastes sagen gennem forhandlingsrutiner og engagering i ’multi-stakeholder-
dialoger’. I god-praksis-fasen er den saglige kompleksitet i den refleksive beslutningskommunikation aflastet
i rutiniseringer, modeller, mærkninger, alternative regnskabsformer, branding.
På den sociale dimension, hvor belastningen bliver beslutningens reference i den instabile sy-
stem/omverdens-differencen, ser vi først, at der lukkes af over for den instabile omverden. Organisationen in-
sisterer på sin blindhed, og ses den instabile omverden overhovedet, indkapsles den i organisationen i uddif-
ferentierede afdelinger for mediekontakt eller public relations. Efterhånden ser vi en systematisering af om-
2