Grænser for ansvar - Susanne Holmström

veret’, ’hjælpeløst’, og risikerer at blæse sig op til ’immens ukontrollabel egenkompleksitet’ (Luhmann
1986:208). Problematikken vendes på hovedet, for nok er det sandsynligt, at det kan undergrave samfun-
dets betingelser, hvis samfundssystemets økologiske omverdensbelastninger ikke får lydhørhed i sam-
fundskommunikationen. Men endnu mere problematisk er det i det sociale blik, hvis samfundskommu-
nikationen irriteres i en sådan grad, at den løber løbsk.
7. Uden centrum: I det funktionelt differentierede samfund kan vi ikke lokalisere en central regulerings-,
kontrol- eller koordineringsinstans. Belastninger såvel som aflastninger lokaliseres i de uddifferentierede
funktionssystemer. Forestillinger om et monocentrisk samfund; om en følsom ’kerne’ i samfundet, der
overvåger samfundets trivsel, påtager sig ansvaret for samfundet – såsom offentligheden, staten, politik-
systemet, eller et aktivt civilsamfund – opløses i den polycentriske optik og erstattes af uoverskueligt
mange forskellige oplevelser af forskellige problemer med kommunikationens fortsættelse uoverskueligt
mange steder, og uoverskueligt mange iagttagelser af, at kommunikationer kunne have selekteret ander-
ledes – hvoraf nogle stabiliserer sig i de stærke kommunikative mønstre og forventningsstrukturer, af-
handlingen fremanalyserer. I analysen af de dynamikker, der koordinerer de øgede interdependenser og
bærer ændringerne i erhvervslivets grænsesætninger, kan vi ikke som udgang tage et koordinerende cen-
trum, men en koordinering imellem de mange forskellige verdenssyn, der hver for sig er lukkede om sig
selv – men indbyrdes afhængige.
8. Samfundets polykontekstuelle dynamik: Konflikter og grænsekampe mellem de uddifferentierede so-
cialsystemers forskellige virkelighedsforståelser bliver et grundvilkår i det polycentrerede samfund og
symptomer på en selvorganiserende proces, som afbalancerer de uddifferentierede systemer gensidigt i
en hyperkompleks interaktion. Styre kan ethvert system kun sig selv, med den modifikation, at andre sy-
stemer kan regulere det ikke imod, men netop gennem dets selvregulering. Denne regulerende mekanis-
me, som vi i den konventionelle udgangsposition overvejende har kunnet lokalisere som reference til det
politiske systems fremtrædende organisation staten, ser vi i den iagttagede periode slå bredt igennem
som polykontekstreferentiel selvlegitimering. Funktionssystemernes lukkethed kan paradoksalt iagttages
som aktiverende for åbenheden, for sensitiviteten, og jo mere lukket – jo mere åben. Det øgede indepen-
dens/interdependens-niveau aktiverer en sensitivitet, som åbner op for polykontekstuelle selvregulerings-
former som et generelt træk i samfundets koordinering. Den polykontekstuelle iagttagelse hviler i social-
systemers evne til refleksion.
9. Refleksion: Det centrale problem i det polycentrerede samfund bliver, hvordan socialsystemer udvider
deres iagttagelsesskematik uden at nedbryde grænser. Her ser vi i perioden konflikter og grænsekampe
fremprovokere evnen til refleksion som et udbredt træk i samfundets iagttagelser. I refleksionen løftes
perspektivet fra den monokontekstuelle 1. ordens iagttagelses indelukkede verdensbilleder, fordomme og
fastlåste positioner til den polykontekstuelle 2. ordens iagttagelse, som åbner op for en selviagttagelse i
den større kontekst. På den ene side bevares den independens, der er forudsætningen for de specialisere-
de dynamikker. På den anden side lærer de uddifferentierede socialiteter at forstå sig selv i den større so-
cietale sammenhæng – at interdependens og independens er gensidige forudsætninger. Potentielle kon-
flikter forudses, deres følger vurderes og aktiverer systeminterne kontingenskorrekturer. Det betyder ik-
ke, at relationer mellem refleksive systemer nu bliver konfliktløse. Tværtimod er grundvilkåret i senmo-
derne samfund konflikt. Men refleksion indebærer muligheden for at bearbejde konflikter til en i det
selvorganiserende samfundsmæssige perspektiv konstruktiv dynamik.
10. Legitimering som læreprocesser: Vi kan karakterisere legitimering som selvkoordinerende, kontin-
357