Grænser for ansvar - Susanne Holmström

) + " 6 $ -
Organisationer konstitueres af beslutningskommunikation. Centralt i problematiseringen af organisationers
samfundsansvar står for mig derfor opmærksomheden på beslutningskommunikationens konsekvenser og
kontingente karakter, som tilsammen sætter organisationer under et voldsomt begrundelsespres. Det er et for-
hold, der indfanges med Luhmanns forslag om at skifte iagttagerperspektiv fra distinktionen ’risiko sikker-
hed’ til ’risiko fare’ (Luhmann 1991/1993), som sætter risiko-adfærdens sociale aspekt i centrum. Farer op-
fattes ikke længere som naturgivne, men som en beslutningstagers risici. Hermed peges på, at farer ville kun-
ne undgås; de er konsekvenser af kontingente beslutninger. Farer bliver ikke behandlet som naturgivne, men
som genstand for beslutninger, dvs som risici.
I gængs forstand forstås beskrivelsen af samfundet som risikosamfundet (Beck 1992) som udtryk for en te-
matisering af omverdensbelastninger som årsag til samfundets konflikter i stedet for som tidligere klasseskel.
Temaet indfanger mange af de sociale processer, jeg i denne afhandling søger at belyse, men jeg vil fokusere
på risiko-begrebet som et udtryk først og fremmest for den konsekvens af den funktionelle differentiering, at
det sociales grundvilkår, kontingensen, konstant synes at ligge lige under socialitetens overflade 148 . Alt kunne
være anderledes: Beslutninger kunne træffes anderledes. Det er, som jeg ser det, hvad Luhmann gør opmærk-
som på ved at foreslå en ændring af distinktionen ’risiko sikkerhed’ til ’risiko fare’ – i øvrigt et skoleek-
sempel på, hvordan man ser noget forskelligt ved at skifte distinktion i sin iagttagelse.
Med risikotematiseringen bliver det en optik at forstå det sociale som ansvarligt, hvor ansvaret tidligere blev
tillagt naturen, Gud, skæbnen. Pointen er, at man ved at skifte iagttagerperspektiv bedre kan se, hvordan farer
og forventninger om farer bliver betragtet af hvem. En risiko er noget, der skaber en fare for at blive udsat for
fremtidige konsekvenser, der kunne undgås. Der tages en risiko, når nogen fremover vil kunne rammes af el-
ler udsættes for konsekvenserne af risikable afgørelser. Risiko er, hvad beslutningstageren står overfor; fare
er, hvad ofrene står over for:
& ! (;;# $";% (+;
Med risiko bliver fremtiden synliggjort og rationaliseret i beslutninger 150 . Det retter blikket mod beslutnings-
kommunikationen. Resultatet er et voldsomt stigende begrundelsespres, der sætter organisationer i en hype-
rirriteret tilstand, for samtidig med tvangen til beslutning som grundvilkår har begrundelsen ikke noget yder-
ste argument. Som jeg flere gange har betonet det, så kan vi ikke lokalisere en yderste fornuft eller rationali-
tet, som universelt reducerer kompleksiteten. Som jeg ser det, aktiverer begrundelsespresset derfor kun i
sjældne tilfælde refleksion. Snarere bliver presset af et omfang og en karakter, der aflaster sig i begrundelser
pr. automatik, spin doctors, metoder, modeller, regnskaber, rutiner. Modellen nedenfor lægger således an til
reformuleringen af problemer for organisationer i bevægelsen fra det umiddelbare til det radikale perspektiv,
med tilhørende aflastningsstrategier.
= - % ! ! + . #< + * + $ ! & + * ! ! & + *
%;+ !; !% & + * !% ! ! + ! + * & 4 )
!$ 4 ,% % * 0 ! ! '# ,- % 7=9. 0'
7 W D + $! & ! + & ! %$2 + * &
' Q ! ! ! % $ & ! &
! ! !' C ! ! * % % " !; ' < % + & + +
! ! + + & + " " $ ) )+ + * & 2 !
$ ! ! " ! & * + ! ; ;+ & ;+ )
! ; + ; + + + + I' ,- % 77 . 7) 0
/ < & - % + *+ ! & + * ! ! * % ' 1 )
! ! $" " ,1" '. 70' Q - % " + * 6 ! * , 778./7)9 0'
199