Grænser for ansvar - Susanne Holmström

iagttaget omkring ændringerne til forventningerne i erhvervslivet (Holmström 2000). Her så jeg i neo-
institutionalismens reguleringstypik et rids til en evolutionær bevægelse, som kunne modsvare mine iagtta-
gelser – men savnede den analytiske universalitet og samtidige præcision, som Luhmanns teoretiske univers
rummer for mig. Neo-institutionalismen opererer med regulative, normative og kognitive indlejringer af insti-
tutionaliserede handlemønstre, men arbejder ikke specifikt med et interrelateret evolutionært mønster mellem
de tre reguleringsformer (jf fx Scott 1995a; Scott og Christensen 1995a). Jeg paralleliserer derimod den regu-
lative forankring med den kontra-aktive fase; den normative med hhv den refleksive og god praksis. Det er
her, handlinger udføres i et normativt perspektiv dels ud fra en erkendelse af egen rolle i sammenhængen,
dels ud fra en interesse i at opføre sig i overensstemmelse med andres forventninger (Scott og Christensen
1995a:xv). Kognitive institutioner modsvarer for mig den stabiliserede fase, dvs den nykonventionelle (jf
Figur 55). Det er her, handling ifølge neo-institutionalismen styres gennem kontrol af vores opfattelse af,
hvad verden er, og hvilke handlinger der kan udføres af hvilke aktører. Kognitive institutioners autoritet lig-
ger i en fælles forståelse af den sociale virkelighed, som tages for givet af samfundets aktører (Scott og Chri-
stensen 1995a:xiv). Den dominerende forskel er i mit perspektiv, at hvor den neo-institutionelle optik er føl-
som over for udbredelsen af fælles forestillinger, er socialsystemteorien følsom over for konflikter og uddif-
ferentiering i forskellige forestillinger.
*7' 3'3F3'7 & ' ,*
8&3* 7-'*-
7Z'& R 3*,' 8* *E7 F3'7 8&3* 7-'*- ,' * & & R3' 8* /& *-
- ↓ 1 8 2
!(% ↓ E 1 -
!"% ↓ 1
8 ↓ -
Figur 55: Institutionelle kategorier paralleliseret med tilsvarende socialsystemiske undervejs i evolutionsprocessen.
Men hvordan kan vi forstå de iagttagelser af erhvervslivets legitimitet, som udløser evolutionen? Hvordan
iagttager iagttagerne i feltet hinanden, specifikt hinandens legitimitet? Hvem iagttages at legitimere hvem?
Hvordan? Og hvordan iagttager iagttagerne sig iagttagede? Ser de hinanden som fjendebilleder? I partner-
skaber? Som betydningsfulde? Som ligegyldige? Og hvem iagttages at belaste andre? Hvem ses som sam-
fundsansvarlig – eller ej? Ud fra hvilke optikker? Luhmann, som ellers sjældent giver præcise analysemeto-
diske anvisninger, giver stikord til, hvordan vi kan fremanalysere grader af ansvarlighed ved at spørge til be-
slutningstagerens forhold til risiko, tilsvarende til fremanalyseringen af omverdenskonstruktioner:
' 2 J I I
T I 0 T
5 J 0 T J 0 7 I 0 T I
I 0 ' I I
I 0 ' I P I 2
I I ! % T I I
I I & I
I I I I 2
A ! (;;(A(;;)$""=2""> %
Helt centralt for min analyse står således ændringer i de iagttagelsesskematikker, der former skiftende virke-
ligheder, vekslende forventninger og forståelser af, hvad der gælder som legitimt:
269