Grænser for ansvar - Susanne Holmström

Processerne tjener ikke til at bevare systemer. Med systemer fortsættes de processer, der konstituerer sam-
fundet – i en evig, træg foranderlighed.
Det er analysen af denne indbyggede træghed, som ’kun’ lægges frem gennem analyseapparaturets store føl-
somhed – men ikke gøres til genstand for kritik ud fra alternative idealer (tværtimod peges der på, hvordan
samfundet tilsyneladende ikke udkaster bæredygtige alternativer), der fra anderledes normative positioner ak-
tiverer kritik: Når teorien iagttager, at samfundet arbejder på at løse problemer med at bevare sig selv; så fejl-
fortolkes det som teoriens egen normative intention, som Luhmann konstaterer allerede i starten af 1970erne
om en af de kritikere, der fejllæser hans nøgterne analyse som normativ teori:
D 5 2 S $
! (;=;A(;;)$=%
I mit blik knytter en sådan kritik snævert an til afsnittet før og må henføres til manglende analytisk præcision
i iagttagelsen af forskellige kategorier – det iagttagede, iagttageren, iagttagelsesoptikken – hos kritikken. Så-
ledes er også denne afhandlings grundproblem samfundets selvbevarende processer. Men det 1) betyder for
det første netop at kunne se den dynamik, som i evige forandringsprocesser fortsætter samfundet, 2) implice-
rer netop ikke, at afhandlingens overliggende hensigt er at bidrage til ’samfundets bevarelse’. Hensigten bli-
ver at kunne se, hvordan det lykkes samfundet at fortsætte sig selv.
" ) / 1
Endnu et kritisk punkt, som hviler i fordomme – og det vil i bogstaveligste forstand sige en dom på forhånd,
her en vurdering baseret i mangelfuld indsigt i Luhmanns teorikonstruktion – er kritikken af Luhmann som
’funktionalist’. Her paralleliseres uden videre til ældre teorier med en anden forståelse af funktionsbegrebet.
Således bliver Luhmanns funktionsbegreb offer for en af de basale misforståelser, hvor funktion begribes
som kvalitativ – som særligt effektiv, eller som ’legitimerende’. Men som Fuchs bemærker, så er
! % ! % *
!/ "##(%
Funktionalismen som en hovedstrømning i sociologien fra Emile Durkheim over Talcott Parsons indtil i dag
har Luhmann således ændret på et væsentligt punkt. I den traditionelle funktionalisme tjente funktionen til at
sikre socialsystemernes beståen. Den traditionelle funktionalisme – strukturfunktionalisme – iagttager et so-
cialt system som et hele, som består af dele, der sikrer dets opretholdelse. Funktion relateres til opretholdel-
sen af strukturer, altså til stabilitet, stilstand (eller til dynamisk ligevægt). Med det paradigmeskifte i system-
teorien, Luhmann gennemfører, forholder funktionalisme sig derimod ikke mere til opretholdelsen af et sy-
stems strukturer og stabilitet som problemet, men til fortsættelsen af de kommunikative processer. Social for-
andring var i strukturfunktionalismen altid svær at forklare. Luhmann sætter funktionsbegrebet før struktur-
begrebet. Nu gælder det ikke længere om at opretholde stive systemer, men om at fortsætte reproduktions-
processer. (Jf også Reese-Schäfer 1999:137n75.) Således er sociale systemer i Luhmanns tilgang ikke nød-
vendigvis henvist til specifikke, uerstattelige ydelser. I stedet er ledespørgsmålet, hvilken funktion bestemte
systemydelser opfylder, og hvordan disse ydelser kan erstattes gennem funktionelt ækvivalente problemløs-
ninger 245 . Den gamle kausalfunktionalisme, som forsøger at fremstille en direkte sammenhæng mellem be-
stemte systembidrag og systemets opretholdelse, erstattes af ækvivalensfunktionalisme. Det betyder, at analy-
sen ikke krampagtigt forsøger at finde kausale relationer mellem årsager og virkninger, men snarere lader det
søgende lys glide over mulige sammenhænge mellem problemer og problemløsninger (jf Kneer og Nassehi
/ - % + . # , ! % & 0 $ ! + " , " ! 0& *
! + ! !& + " & ! + * #' ,- % 7= .7 )7 0
372