Grænser for ansvar - Susanne Holmström

Mit ærinde er således ikke teorisammenholdninger eller kritik af Luhmann ud fra andre teoretiske positioner
– men loyalitet over for Luhmanns systemteori på dens egne præmisser. Det betyder først og fremmest at
undgå at læse hans teori fra andre teoretiske positioner, og at kunne følge radikaliteten i det blik, der opløser
selvfølgeligheder og skærper blikket på socialiteten, alene for at skabe indsigt uden moraliserende, norme-
rende eller politiserende blokeringer. Harste skriver, med reference til Luhmanns analyse af vor tids sociale
processer som selvreferentielle, selvorganiserende, uden mulighed for menneske-styret omprogrammering, at
5 2
5 5 ,
!4 (;;>$>;%
Og han tilføjer: ” – og man må derefter som fx Habermas se, om man kan tilføje nogle moralsk-normativ-
politiske aspekter til teorien.” Det vil jeg mene er problematisk, hvis man går ind på Luhmanns teori, som
hviler på et andet grundlag end Habermas. (Se også Holmström 1996/1997; Holmström 1997). Jeg mener, at
man med en sådan manøvre træder tilbage i ’det gammeleuropæiske tankegods’ (Luhmann 1997a:963) og en
antropocentrisk reduktionisme. Skal erkendelsespotentialet i Luhmanns analyser udnyttes, må det være på te-
oriens vilkår. Vi er ude over den klassiske inddeling af normative eller deskriptive teorier:
5 2
! "### $;%
Jeg vil se, hvad vi kan se i det iagttagede felt, når vi bruger Luhmann som grundoptik ud fra en ambition om
at kunne ’frembringe mere kognitiv konsistens’ end hverdagens iagttagelser. Når jeg her tager en række kon-
troversielle temaer op omkring Luhmanns teori, så er det ikke for at forsvare eller forklare – men for at kon-
struere en mere følsom iagttagelsesoptik hos læseren dels i forhold til Luhmanns teori, og dels (og ikke
mindst) i forhold til min egen position.
" ( 8 2 0
Luhmanns analyse peger helt overliggende på, at vi ikke kan omprogrammere de selvreferentielle sociale sy-
stemers kommunikation. Deres omprogrammering er selvorganiserende og styres af deres egendynamik:
Kommunikationen kan kun foregå ud fra dens egne præmisser og dynamik. Det har ført til en kritik gående
på konservatisme, kynisme, manglende blik for magtstrukturer, legitimering af status quo osv. Man undres,
og giver først Luhmann selv ordet: Teorien
!L % 5 2 5
! (;