Grænser for ansvar - Susanne Holmström

Vi kan forstå dette sidste forhold som snævert relateret til det første. Når autoriteter og sidstebegrundelser
ophæves i selve kontingenserklæringen af de funktionsdifferentierede grænsesætninger, så føres begrundelser
i stedet tilbage til beslutninger. Det er risiko/fare-temaet, der her sætter ind og fokuserer på de organisatoriske
beslutningers kontingens i perioden. Får man kræft af fødevarer, fordi landbruget beslutter at bruge pestici-
der? Forurenes Nordsøen, hvis Shell beslutter at dumpe Brent Spar? Dør tusinder af AIDS-ramte sydafrika-
nere, fordi medicinalindustri og politiske organer beslutter at håndhæve internationale patentaftaler? Således
kan vi se, at organisationer kommer under dobbelt beskydning, så at sige. Både det funktionelle primat, de
hviler i, forsøges delegitimeret – og samtidig ophæves den organisatoriske legitimitets selvfølgelighed. Den
må konstant hævdes, genvindes i refleksive, polykontekstuelle processer. Legitimeringsprocesserne kommer i
centrum for virksomhedens overlevelse.
På den organisatoriske dimension har vi således fremanalyseret tre forhold undervejs i evolutionen:
Reprogrammeringen af betalingskommunikationen, som den får sit nedslag i erhvervsorganisationer.
De skiftende betingelser for beslutningskommunikation, som denne reprogrammering medfører, og de
afparadokserings- og aflastningsprocesser for beslutninger (ikke betalinger; det tager reprogrammeringen
højde for), som reprogrammeringen og de ændrede reguleringsformer i samfundet medfører.
Risiko-kommunikationens kontingenserklæring af beslutninger.
Som vi således kan se, så er det i organisationer, samfundets turbulens rammer – og kun kan vinde resonans
og aflastning ud fra organisationers autopoiesis. De selvorganiserende, selvreferentielle processer er organi-
sationen og sætter grænserne for dens ’handlefrihed’:
For det første er organisationen en del af samfundet. Selv om gennemgribskausaliteter ikke kan sætte sig
igennem i de autopoietiske organisationssystemer, som beror på udløserkausaliteter ((Luhmann 2000a:412-
413), så eksisterer organisationen netop til forskel fra en omverden – som rekonstrueres i organisationens
blik, men ikke konstrueres af ingenting. Instabilitet i omverdenen vil påvirke organisationen – men på orga-
nisationens præmisser.
For det andet refererer organisationer til samfundets subsystemer, og næsten alle – og alle større – har primat
i et af disse funktionssystemer, som for erhvervslivet økonomien, for staten politikken.
For det tredje er organisationen bundet af sin fortid. Tidligere selvreferentielle læreprocesser har etableret det
grundlag (iagttagelsesskematik, hukommelse, beslutningspræmisser), organisationen beslutter om fremtiden
på.
Selv om vi forestiller os det som mere eller mindre frie valg for erhvervsledere at indføre fx værdiledelse, at
etablere tredobbelt bundlinie i erhvervslivet, for politikere at vægte dialog i stedet for kontrol – så kan vi med
en tilstrækkelig følsom analyseoptik se disse ’handlinger’ indskrive sig i de selvorganiserende sociale dyna-
mikker. Her vil jeg specifikt pege på, hvordan økonomiens reprogrammering slår igennem i erhvervsvirk-
somheder og på, hvordan aflastnings- og afparadokseringsstrategier sætter ind undervejs i evolutionen.
+ ( C
Undervejs i den iagttagede evolution ser vi, at der tales om værdiflertydighed i erhvervslivet; om at ”fremti-
dens virksomhed ikke kun vil blive styret af penge og magt, men også af fælles værdier” (Citat 68). På et
tidspunkt lægges der ifølge en undersøgelse i erhvervslivet afstand til ”den tidligere almindelige opfattelse, at
virksomheden skal koncentrere sig om at ’drive forretning’, dvs tjene flest mulig penge” (Citat 76). Vi kan se
tematiseringen af værdier som udtryk for både den funktionelle interdependens – altså den økonomiske re-
346