Grænser for ansvar - Susanne Holmström

! % 5
! % 5
5 ! (;;;$+"%
Jeg vil senere foreslå, at det er i dette perspektiv, vi kan se 1990ernes fremvoksende tematisering af økono-
miens omverden som grupperet i interessenter – stakeholders. Som de empiriske iagttagelser peger på, har vi
fået teorier om stakeholder-relationer, vi har fået stakeholder-modeller, erhvervslivets praksis etablerer
stakeholder-afdelinger, og jeg vil i analysen netop inddrage muligheden af ”supplerende distinktioner”, som
kan ”iagttage virkningerne af orienteringen mod priser”. Her tænker jeg fx på distinktionen ’people-planet-
profit/ingen profit’ som en supplerende distinktion, der kan iagttages som medvirkende til at forsyne økono-
misystemet med processerbare informationer om økonomiens belastninger.
Gennem de ’fremmede’ kriterier, som programmerne indfører, kan det binært kodede økonomisystem opnå
tilstrækkelig afstand til egne operationer til at kunne iagttage dem og dirigere sit eget forløb. Det er på den
vis, økonomisystemet – som andre socialsystemer – kan øge og strukturere sin kompleksitet. Den funktions-
differentierede independens betyder således ikke ”en position af radikal indifference” 182 . Dobbeltheden – for-
holdet til omverdenen på egne præmisser – udsiger, at et funktionssystem kun kan operere ud fra sin egen
værdi, men ikke kan negligere værdier i andre systemer 183 . Netop ved at indføre systemfremmede kriterier i
kommunikationen kompenserer programmer for kodens strenge binaritet – som ellers kun tillader hensynet til
de to værdier, hhv den positive og den negative ud fra funktionskoden. Med mit fokus på iagttagelsessond-
ringen ser jeg således programmer som det komplekse netværk af iagttagelsessondringer, som er evolveret
over den basale lededifference. Økonomiens programmer – iagttagelsesskematikker – kan således se og tage
hensyn til både politiksystemets ’offentlige mening’, nyhedsmedias selektionskriterier, familiesystemets in-
timkode, sundhedssystemets sundhedskriterier, videnskabens sandhed osv – også selv om systemoperatio-
nerne til syvende og sidst grundlæggende ledes af sondringen +/÷ betale, dvs for erhvervsvirksomheder (som
jo har primat i økonomien): Hensynet til indtjeningen som drive for betalingens dynamik. Man kan pro-
grammere økonomien med blikket på bestemte interesser, den offentlige mening osv – men disse indflydelser
ville ikke kunne afgøre indtjeningen. Jo mere politisk magt – des større indtjening følger ikke uden videre. Jo
mere kærlighed, eller jo mere ’sand’ erkendelse – des flere penge følger heller ikke pr. automatik. System-
eksterne kriterier bestemmer altså ikke indtjeningen, men kan alligevel påvirke indtjeningen og derfor pro-
grammernes implementering. Men det følger som en naturlig konsekvens af autopoiesis-tesen og den funkti-
onelle differentiering, at økonomisystemet som andre funktionssystemer både kan og må negligere, at andre
funktionskoder strukturerer en valgsituation anderledes. Således er det i sammenhængen helt centralt at holde
fast i autopoiesens åben/lukkethedsparadoks: Lukketheden er forudsætning for åbenheden. Den åbning af sy-
stemet, der finder sted på programmeringsniveauet, forudsætter lukning på koderingsniveauet. Som selviagt-
tagelsen af et system altid forudsætter videreførelsen af autopoiesen, så forudsætter programmeringen altid
orienteringen mod en kode. Det er således gennem pengekoden, økonomisystemet uddifferentierer sig som
enhed fra omverdenen: Ingen systemoperationer kan finde sted uafhængigt af pengekoden. Så er vi i al fald
uden for økonomisystemet. Legitimeringsprocesser og en redefinering af samfundsansvaret må ligge på pro-
gramniveauet – ikke på koderingsniveauet. Det betyder, at en appel til erhvervslivet om hensyn til miljø og
mennesker ikke vinder resonans i økonomisystemets programmer, ikke kan integreres i den økonomiske iagt-
= #Q ! % ! ; ; & !$ + ; ! ! ! + )
! ' < % ! ! " ! + ' ( ! " ; & )
! ' C ! ! & !& + ,'''0'
D ; , ! *0 ! % ; & ! ; # ,- % 777.=90'
= L * " . K * ; + ! ! ! & ; " &
! % ; !!$ ! #! & ; " ; + & " !
% # ,- % 7= . 8 0'
241