Grænser for ansvar - Susanne Holmström

Når vi analytisk overvejer samfundets muligheder for at bearbejde omverdensbelastninger, må nogle forhold
ses i øjnene. Men jeg ser disse forhold som lag af problemer, hvor vi må arbejde os ind til sagens kerne og
ikke stille os tilfreds med at fremanalysere delproblemer. Delproblemer, som i det radikale analytiske blik
måske forvandler sig til ganske andre problemer.
& !B%
( 4 2
" !(%
) '
+ 4 0
B ' $ !"%
Figur 30: Omverdensbelastningen analytisk opsplittet i problemkategorier mod det ultimative problem i det radikale sociale
perspektiv.
Min pointe er således, at omverdensbelastningerne har eksisteret så længe som civilisationen – men at de
først finder resonans af den art, vi har kunnet se i den iagttagede empiriske periode, når samfundet har nået
en vis kompleksitet – og nærmere, når interdependensen imellem de independente funktionelle systemer øger
den samfundsinterne sensitivitet, så de eksterne belastningsproblemer vinder resonans. Det er i denne proces,
vi også ser omverdensbelastninger kastet rundt imellem funktionssystemerne, hvor de finder hyperresonans
mindre på grund af omverdensbelastningernes karakter og omfang end på grund af den voksende interdepen-
dens funktionssystemerne imellem.
) " - !"%$ :' :
I kapitlet før lagde jeg an til en reformulering af den omverdensproblematik, der empirisk tematiseres som
aktiverende i feltet, med den sociale lup. En naturvidenskabsperson, en psykolog eller en teolog ville iagttage
noget andet og beskrive det anderledes. Men min ultimative problemstilling er den sociale orden. Eksterne
belastninger bliver først synlige i samfundet, når de dukker op i samfundskommunikationen og dermed bliver
interne, og det er ”typisk, at et funktionssystem belaster andre funktionssystemer via omverdenen” (Luhmann
1984/2000:542).
I mit blik er pointen derfor ikke belastningen af miljø og mennesker. Måske har den været værre i tidligere
tider. Det kan ikke afgøres. Fortiden er altid et resultat af nutiden. Mit blik bliver belastningen af det sociale.
Mit fokus rettes derfor mod spørgsmålet, hvorfor vi i netop det empirisk iagttagede stadie af det funktionelt
differentierede samfund ser en turbulens i samfundets legitimeringsprocesser, som tilsyneladende provokerer
evolutionen af nye forventningsmønstre – ’oprør mod de autoriteter, som præger samfundet’ (Citat 1). Om-
verdensbelastninger fordeler sig her som irritation i samfundet, og det vil være mit forslag, at vi på det historiske
stadie, det funktionelt differentierede samfunds evolution har nået mod slutningen af 1900-tallet – det senmo-
derne – kan iagttage en synliggørelse af independens interdependens-paradokset, der aktiverer problemfeltet og
nye afparadokseringsstrategier. Det funktionelt differentierede samfund har nået et punkt, hvor independens og
dermed tilsvarende interdependens har vokset sig til en styrke, så vi først ser, at interdependensen trues af in-
dependensen og – og det vil være det skridt, jeg går videre end de fleste andre iagttagelser – hvor vi derefter
efterhånden kan fremanalysere, at independensen trues af interdependensen.
188