Grænser for ansvar - Susanne Holmström

ningsmoral: Her gælder det som moralsk rigtigt at tjene penge uden det bredere samfundsansvar, dvs funderet
i en stærk og lukket independens. Som konflikterne spidser til, skifter billedet: Kommunikation, som ikke
lykkes, kan aktivere kommunikation over kommunikation = refleksion. Den moralsk-etiske dynamik går over
i den refleksive fases tolerante 2. ordens kommunikation, som muliggør etiske perspektiver. Det er i denne
fase, det moralske konfliktpotentiale afmonteres og afløses af forhandlinger. Jeg ser det således, at protest-
moralen søger mod indflydelse – og herigennem nedbryder egne grænser. Måske ser vi et specifikt funktions-
system evolvere, måske ser vi protestmoralen som NGO’ere stabiliseret i funktionelle forhandlingsfora 233 .
Sideløbende finder protestmoralen nye veje i nye bevægelser (som eksempelvis Attac, Globale Rødder).
Forsvarsmekanismen fra erhvervslivet er i den refleksive fase at forstå sig selv i etisk forstand – og det vil i
mit blik sige refleksivt. I denne forstand bliver etik altså et refleksivt forhold til moralen, en bevægelse fra et
monokontekstuelt til et polykontekstuelt blik. Det fører til en ny modmoralisering som udtrykt i bl.a. etiske
regnskaber og programmer, tredobbelte bundlinie.
Som vi således kan fremanalysere det, synes samfundssystemet i sig at have det, som Krohn beskriver som
”det overlegne lærepotentiale i et samfund, som tillader sig såvel den klare funktionelle regulering af sin ud-
vikling såvel som også den skarpe protest imod hvilke som helst (vilkårlige) aspekter af denne udvikling”
(Krohn 1999:333). Således falder Krohns analyse af dynamikken i successive faser over moralisering –
modmoralisering – afmoralisering (hvorefter der kan begyndes forfra) i tråd med mine observationer.
Et samfunds fleksibilitet afhænger af, om det kan forarbejde spændingerne imellem funktionel moral og pro-
testmoral – det, Luhmann ser som ”en muligvis eksplosiv blanding af selvfremstillinger og krav, imøde-
kommenhed og utilfredshed med tendenser til stillingskamp” (Luhmann 1999):90. Problemstillingen rekon-
strueres fra for lidt resonans til for megen – og forvredet – resonans. Men som jeg har fremanalyseret, har
samfundsdynamikkerne foreløbig undgået en sådan eksplosion ved at gå over i en forhandlingsfase og deref-
ter en restabilisering i rutiner. Foreløbig har denne konfliktdynamik bidraget til en samfundsmæssig læring –
igen: Uden at jeg bedømmer læringen som god eller dårlig, men blot kan konstatere, at det i al fald foreløbig
er lykkedes det funktionelt differentierede samfund at sikre sin fortsættelse.
) <
Også for den nyhedsmediale kommunikation kan vi fremanalysere vekslende funktionelle ækvivalenter under
evolutionen. Vi ser samtidig, hvordan det øvrige samfund etablerer forsvarsrutiner imod den vilkårlighed,
hyper-irritation og resonansforvrængning, som de nyhedsmediale udvælgelses- og bearbejdningskriterier
medfører.
Som udbredelsesmedium har nyhedsmedia en særlig funktion i samfundet. Systemet producerer genstande,
som samfundet kan kommunikere over, og udbreder (forestillingen) om visse fælles referencerammer, ”mas-
semedievirkeligheden”. Som jeg har peget på tidligere, er denne udbredelsesfunktion ikke loyal over for sine
iagttagelsesobjekter, men selekterer, strukturerer og rekonstruerer information over egne præferencer. Hertil
kommer den særlige dynamik. Så snart en information iagttages bliver den til ikke-information (; altså fra at
være nyhed til ikke-nyhed). Derfor må nyhedsmediesystemet hele tiden konstruere nye informationer for at
fortsætte sin autopoiese (jf V.2.5).
Det er egenskaber med flere konsekvenser for det polykontekstuelle samspil.
) ! ! % ; ! " ! & % 6 !" ! !
" 2 % ! '
337