Grænser for ansvar - Susanne Holmström

!"% !"%
!"%
!"%
Det vil tilsvarende sige, at finder omverdensbelastninger relevans i økonomien, så bearbejdes de ud fra øko-
nomiens kriterier. Altså bliver truslen mod regnskoven oversat til fx dyrere træ. Stressrelaterede sygdomme
til udgifter.
Denne strukturelle begrænsning kan heller ikke forstås entydigt som et problem. Den kommunikative gevinst
ved priserne er netop deres reduktion i forhold omverdenskompleksiteten 145 . Det garanterer, at problemer, når
de kan rekonstrueres i priser, også bliver bearbejdet i økonomien. Som vi så ofte ser det med systemteorien,
arbejder modsætninger hånd i hånd.
Således bliver alle omverdensforhold oversat til prisernes sprog. Betalingsprocesserne konditioneres alene ef-
ter økonomisystemets indre kriterier. Er der behov for skrabekyllinger, produceres de – ikke med den primæ-
re begrundelse, at det indebærer større dyreetiske hensyn, men fordi det antages, at forbrugerne hellere vil
betale for dem end for burhøns. Og når det viser sig ikke at være tilfældet – når økonomisystemets processer,
betalinger, sættes i fare – så stoppes produktionen. Omverdenskonditioneringer finder i økonomien kun en
plads i form af priser og prisændringer, og problemerne – såsom miljøforurening, arbejdsløshed, krænkelse af
menneskerettigheder mv – reformuleres som omkostninger:
A 2 2
'
1 Y! (;;;$);%
Vi kan forstå det som en grundlæggende betingelse i det funktionelt differentierede samfund: Som autopoie-
tisk funktionssystem må økonomisystemet identificere sig i hvert af sine elementer. Gennem den uophørlige
oscilleren mellem selv- og fremmedreference erkender, bestemmer og reproducerer økonomisystemet løben-
de sig selv. Det betyder også, at selvreferencen altid må være medløbende i den økonomiske kommunikation,
så man ikke fortolker den forkert, fx som en politisk forening, en religiøs bevægelse eller en humanitær orga-
nisation.
Således ser vi også, at de omverdensbelastninger, der tematiseres massivt i sidste halvdel af 1900-tallet, først
vinder resonans i erhvervslivet, når de influerer på markedet og de økonomiske betingelser. Vi ser også,
hvordan kritikken af erhvervslivet i starten af perioden bliver kompleksitetsreduceret og -rekonstrueret i det
økonomiske sprog som antikommercielle kræfter (Citat 27), pressure groups (White 1991:8), en erhvervs-
fjendsk presse (Citat 9) og restriktiv lovgivning (Citat 16).
!)% !)% . . !(%$
!(%$
Oftest bliver den økonomiske belastningsproblematik således reduceret til økonomiens ringe resonansevne
eller det forhold, at resonansen underlægges prisernes sprog. Jeg vil vende problemet på hovedet. Forholdet
er snarere, at økonomien med pengemediets høje abstraktionsgrad har udviklet en hypersensitivitet, som
yderligere forstærkes af økonomiens store independente specialisering, som gør den mere afhængig både af
sin samfundseksterne omverden og af andre funktionssystemer end måske nogen anden funktionel dynamik.
Således er økonomisystemet, hvis først omverdensbelastninger kan oversættes til prisernes sprog, ’værgeløst’
/ #: ! ! ! & & * ! + * + $ ! ! + ! )
+ ! + * ! ! $ ! ! " ! + * ; & % $ ' < ! $ )
' < + $ ! & % & % ; " + + * ! ! " '#
,- % 777.70
195